Hvorfor du bør skrive boganmeldelser


Langt de fleste vil have gavn af et relevant og tydeligt digitalt fodspor, der gør dem nemme at finde for potentielle kunder og arbejdsgivere.


Det kommer næppe som den store overraskelse at jeg, i min egenskab af forfatter, synes, at boganmeldelser er vigtige og meningsfyldte.

Men mit hovedbudskab i denne post er ikke hensynet til forfatterne, men hensynet til dig, læseren. Der er nemlig mange gode grunde til, at netop læsere, der anmelder bøger, kan opnå store fordele.

Du er et brand (om du kan lide det eller ej)

Det første jeg gør, når jeg får en seriøs henvendelse fra en peson, jeg ikke kender i forvejen, er at Google vedkommendes navn.

Det første, der kommer op, er altid personens LinkedIn profil. Nu skønner jeg hurtigt, om der er overensstemmelse mellem det, personen påstår på sin LinkedIn-profil, og det som søgeresultatet på Google i øvrigt viser. Det er der ofte ikke. Og grunden er typisk, at personen ikke har posted noget på nettet, der har relation til de ekspertiseområder, som fremhæves på LinkedIn-profilen. Der er med andre ord ikke efterladt et digitalt forspor, der støtter personens brand.

Når der så til gengæld opleves en tydeligt sammenhæng, er det med til at forstærke troværdigheden allerede inden den første kontakt.

Selv om det kan lyde prætentiøst, så har vi alle et brand. Men kun de færreste har et stærkt brand, og det er faktisk selvforskyldt. Det kan på alle måder betale sig at arbejde aktivt med at styrke sit brand herunder specielt optimere sit digitale fodspor.

Langt de fleste (der ikke tilhører grupperne kendisser, pensionister og investorer) vil have gavn af et relevant og tydeligt digitalt fodspor, der gør dem nemme at finde for potentielle kunder og arbejdsgivere.

Slå flere fluer med samme smæk

Med boganmeldelser kan du slå mange fluer med et enkelt smæk.

At læse (eller lytte til) bøger er fortsat en af de mest seriøse måder at holde sig fagligt ajour på. Investerer du din tid i at læse eller lytte, kan du ligeså godt få lidt personlig reklame for pengene samtidigt. Med en boganmeldelse får du nemlig lejlighed til at styrke netop det digitale fodspor, der har relation til dine professionelle interesser og faglige kompetencer.

Ved samme lejlighed får du efterladt fagrelevante nøgleord, der knytter sig til dit navn. Det betyder, at du også kan dukke op i søgninger, der benytter de samme nøgleord. Folk, der slet ikke ved hvem du er, kan altså nu finde dig via nøgleordene.

Når du vil anmelder en bog, læser du den på en anden måde. Du er mere grundig, du tager flere notater, og du tænker mere over, hvad der egentlig står. Når du er færdig med at skrive anmeldelsen, kan du også bedre huske, hvad fra bogen du synes er brugbart, og hvad du godt kan tillade dig hurtigt at glemme igen.

Hvad er en boganmeldelse?

En anmeldelse kan være alt lige fra nogle få linjer til flere siders tekst. Det er op til dig selv, hvor meget du vil skrive. Helt korte anmeldelser i stil med “dette er en super god bog” eller “denne bog er ikke pengene værd” har ingen værdi og er spild af tid at skrive.

Jo mere du skriver, desto flere relevante nøgleord vil der optræde. Du skal helst skrive over 400 ord, omkring 1.200 ord vil være godt, mens over 2.000 ord er i overkanten (Google præmiere lange artikler!)

Husk at det er boglæsere, der læser boganmeldelser, og de har ikke noget imod at læse mange ord, hvis ellers indholdet er godt. Og de kvitterer ofte med et like, en kommentar og et share.

En anmeldelse skal ikke være et resumé af bogen. Det fremgår alligevel af forlagets eller forfatterens hjemmeside. Det skal være din vurdering af bogens indhold og må gerne garneres med dine personlige oplevelser, erfaringer og begrundede synspunkter.

Personligt anmelder jeg ikke fagbøger, som jeg ikke synes om (til gengæld kan jeg godt være hård ved skønlitteratur – specielt når meget kendte forfattere skriver dårlige bøger). Om du vil følge samme linje er op til dig selv, men jeg lægger typisk de dårlige bøger til side, inden jeg er færdig med dem, og så synes jeg ikke, det er rimeligt at skrive en anmeldelse.

Jeg synes, at anmeldelser skal have indhold og kant, så jeg skriver ikke såkaldte “rygklapper-anmeldelser.” Dit fokus bør være på dig selv, og hvad du synes er godt eller mindre godt i relation til bogens behandling af emnet, og hvad din indsigt i øvrigt ellers kan bidrage med. På den måde kommer der helt naturligt de relevante nøgleord med i teksten.

Efterhånden som du anmelder flere bøger om det samme emne, kan du linke til tidligere anmeldelser og forstærke dit digitale fodspor.

Hvor skriver du anmeldelsen?

De fleste får vel associationer til avisernes boganmeldelser, men at få en boganmeldelse udgivet i en trykt avis eller et andet professionelt medie har kun begrænset værdi for den almindelige læser, og det er i øvrigt også tæt på umuligt.

Hvis du ikke har ambitioner om at blive en regelmæssig blogger, så er det mest oplagte, at skrive anmeldelsen som en artikel på LinkedIn Publishing.

LinkedIn Publishing er en super nem måde at blogge på, og boganmeldelser er velegnede til at knytte relevante nøgleord direkte til din LinkedIn profil.

Du kan også benytte Medium, som er en dedikret platform til bloggere. Personligt synes jeg godt om Medium, men jeg tror de fleste, der ikke har planer om at blogge så ofte, vil være bedst tjent med LinkedIn Publishing.

Du kan naturligvis også etablere din egen blog, men hvis du ikke er meget skriveglad eller har et direkte kommercielt sigte med dine skriverier (som jeg har), så får du nok for lidt trafik til, at det giver mening.

Mange skriver korte anmeldelser i LinkedIn’s kommentarfelt og tagger forfatteren. Det kan jeg ikke anbefale. Forfatteren er ikke målgruppen (en enkelt person kan vel dårligt kaldes en gruppe) for din anmeldelse, og en post i kommentarfeltet har en meget kort levetid. Det er bedre at poste en kort kommentar i feltet og så linke til din anmeldelse, der hvor den nu ligger. Den aktivitet kan du gentage over nogle uger. Hermed skaber du trafik til din anmeldelse og forbedrer din ranking på Google.

Bogportalerne

Du bør også kort anmelde de bøger, du læser, på bogportalerne (typisk der hvor du har købt bogen) og så henvise til din længere anmeldelse andetsteds. Det er ikke alle portaler, der accepterer, at du linker ud (Amazon gør ikke, Saxo gør), men så må du skrive nok til, at andre læsere kan finde din fulde anmeldelse. Du kan samle mange ligesindede op på bogportalerne, hvor stort set alle med interesse i den samme bog på et eller andet tidspunkt kommer forbi. Det giver igen øget trafik til din anmeldese -> bedre ranking på Google.

Anmeldelse på opfordring

Når du begynder at anmelde bøger, vil du blive kontaktet af forfattere, der gerne vil have, at du anmelder deres nye udgivelse. Ofte tilbyder de dig bogen gratis, men det bør du sige nej tak til.

For det første er bøger billige (specielt set i lyset af den investering, forfatteren har gjort i at skrive den) og for det andet bør du ikke anmelde bøger, som du ikke har lyst til at købe og læse. Anmeldere på de kommercielle medier er forpligtede til at anmelde visse bøger, men den forpligtelse har du ikke. Og har du først sagt ja tak til den gratis bog, har du en moralsk forpligtelse til også at skrive noget.

Du kan kapre andres anmeldelser

Hvis du har anmeldt en bog, der viser sig at være eller blive populær, så kan du koble dig på andres anmeldelser. Når du ser en andens anmeldelse, giver du den et like, tilføjer en kort kommentar og linker til din egen anmeldelse samt deler den andens anmeldelse på dine sociale profiler. Du har nu både hjulpet din anmelderkollega og dig selv. Din kollega har fået yderligere eksponering af sin anmeldelse, og du vil trække nogle af hans eller henders læsere over på din anmeldelse.

Det minder lidt om fænoment Newsjacking og kan også virke på samme måde, specielt hvis du er tidligt ude med din anmeldelse.

Eksempler på læseranmeldelser

Hvis du gerne vil have lidt inspiration til læseranmeldelser kan du klikke her for læse mine danske anmeldelser, og klikke her for at læse mine engelske anmeldelser.SaveSave

3 kommentarer til “Hvorfor du bør skrive boganmeldelser

  1. Pingback: Tilbage til virkeligheden – kampen mod fake news, løgne og manipulationer | Hans Peter Bech

  2. Pingback: Danmark disrupted: Tro, håb og tech-giganter - Hans Peter Bech

  3. Pingback: Internationale bestsellere - markedsføring 1 | Ord -> følelser -> adfærd

Skriv et svar

Dette site bruger Akismet til at reducere spam.