Det private forbrug er lokomotivet i økonomien


Det private forbrug er et kæmpe lokomotiv. Når det går i stå, går hele økonomien i stå. For at få det i gang igen, er der brug for en kraftig vitaminindsprøjtning.


Corona-krisen er hård ved mange og ikke mindst hård ved virksomheder og beskæftigelse. Nu åbner vi gradvist samfundet igen, men hvordan får vi gang i økonomien?

Der er brug for optimisme i virksomhederne

Udover de tiltag, der skal sikre, at vi ikke smitter hinanden for hurtigt og slet ikke smitter de særligt udsatte, hvad skal der så gøres for at få gang i økonomiens hjul, så folk kan komme i arbejde, og virksomhederne igen kan tjene penge?

Selv når vi nu igen nogenlunde frit kan færdes på gade og vej, vil der i en lang periode fortsat være stor usikkerhed og tilbageholdenhed. Alle går og venter på, at der skal komme tegn på bedring, før de igen bruger penge. Vi går alle og venter på hinanden.

De fire lokomotiver

Der er fire lokomotiver i dansk økonomi:

  • Det private forbrug
  • Den udenlandske efterspørgsel
  • Det offentliges investeringer, forbrug og overførselsindkomsterne
  • De private investeringer

I den nuværende situation er det svært at gøre så meget ved den udenlandske efterspørgsel. Vi må sætte vores lid til at EU, der aftager over 50% af vores eksport, koordinerer genåbningen af økonomierne og hjælper med at stimulere forbrug og produktion.

De private investeringer afhænger i vid udstrækning af de tre øvrige lokomotiver, og så længe de to første ikke kører, kommer der heller ikke gang i investeringslysten.

Hvad vi kan påvirke direkte her og nu er det private og det offentlige forbrug.

Suspender momsen

Det private forbrug er et kæmpe lokomotiv. Når det går i stå, går hele økonomien i stå. For at få det i gang igen, er der brug for en kraftig vitaminindsprøjtning.

Husk at holde afstand!

For at få forbrugerne til at tage betalingskortene frem så hurtigt som muligt, vil jeg foreslå, at man suspenderer eller reducerer momsen i tre måneder.

At suspendere eller reducerer momsen i en fastlagt periode vil give os alle et gedigent incitament til at få pengene ud at arbejde nu. Andre økonomer må regne på de lange konsekvenser, men jeg vil tro at gyroeffekten vil sikre, at økonomien ikke dykker voldsomt, når perioden udløber.

En suspendering af momsen i tre måneder ville under normale omstændigheder koste omkring 56 milliarder i tabt provenue. I den nuværende situation er tallet nok nærmere 30 milliarder. Indregnes de dynamiske effekter bliver det endnu mindre. Hvis du for eksempel fremrykker et bilkøb (og ikke køber en elbil) vil staten nok gå glip af 25% moms, men vil til gengæld indkassere registreringsafgiften.

Finansieringen?

Hele ideen med at kickstarte samfundsøkonomien er at nedbringe arbejdsløsheden og stimulere virksomhedernes investeringslyst. Jo hurtigere det sker, desto mindre bliver de menneskelig omkostninger samt regningen til arbejdsløshedsforsikringen og andre sociale ydelser, som en økonomisk recession indebærer. Hvis det finanspolitiske tiltag, som jeg foreslår, virker, så vil det være delvist selvfinansierende. En arbejdsløs industriarbejder koster i gennemsnit knap 350.000 om året. Hvis Coronakrisen gør 100.000 arbejdsløse, så koster alene det samfundet 35 milliarder på årsbasis.

Priserne falder ikke med 20%

Hvis man kører momsen i 0, vil mange forvente at alle priser falder med 20% (af den oprindelige udsalgspris), men det vil ikke ske. Nogle virksomheder vil mene at efterspørgslen efter deres produkter er så stærk, at de kan gennemføre en prisstigning og dermed øge deres dækningsbidrag. Andre vil vurdere, at en momssænkning ikke vil ændre deres konkurrencemæssige position nok og vil sænke priserne yderligere.

Sådan fungerer markedet og alt afhængig af forholdene deles en afgiftsændring altid mellem virksomheder og forbrugere.

Klima og Corona

Man kan synes, at en så kraftig stimulering af det private forbrug er i strid modsætning til bestræbelserne på at få nedbragt CO2-udledningen. Det private forbrug indeholder jo alskens CO2-udledende aktiviteter.

Det er korrekt, men kan vi tørre en indsats for klimaet af på dem, der tilfældigvis blev ramt af Corona-krisen?

Nej, det ville være usolidarisk.

Kampen mod klimaforandringerne er vigtig, men det er kampen for at få folk i arbejde også.

Skriv et svar

Dette site bruger Akismet til at reducere spam.