Om forfatteren og bogens genre

En roman kommer til verden – del 10

I denne artikelserie diskuterer jeg, hvordan du sikrer din skønlitterære bog kommerciel succes. Det definerer jeg som et salg på over 3.000 eksemplarer. Forklaringen på det tal kommer i en senere artikel.

Den samlede proces, der skal omforme tanker i forfatterens hoved til sætninger foran læserens øjne eller oplæsning i hendes ører, kan med fordel betragtes som opdelt i fem hovedfaser:

A. Formulering af idé og koncept (bogresumé)
B. Markedsføring
C. Udvikling af basismanuskript
D. Redaktion og korrektur
E. Udgivelse

I nærværende og tidligere artikel diskuterer jeg punkt A, hvordan du kan gribe arbejdet med konkretisering af din idé an, og hvordan du får fastholdt den i en konceptbeskrivelse, bogresuméet, der guider dig i det videre arbejde. Jeg er overbevist om, at det er i denne tidlige fase, hvor du endnu ikke har skrevet et ord af dit manuskript, at fundamentet til succesen støbes.

Det indeholder følgende tolv afsnit:

1. Titel, undertitel og omslag (bogens forside, ryg og bagside)
2. Formål
3. Sammenfatning
4. Målgruppe
5. Lignende bøger
6. Magneten
7. Manuskriptprocessen
8. Udgivelsesprocessen
9. Markedsføring
10. Format, priser, ISBN og kategorier
11. Tidsplan og økonomi
12. Om forfatteren

Vi er nu nået til det sidste afsnit i bogresuméet, der indeholder en beskrivelse af forfatteren og bogens genre. I den næste artikel vil jeg afrunde gennemgangen af punkt A, bogresuméet og derefter tage hul på hovedfase B, markedsføringen.

Om forfatteren

Du må acceptere, at i en markedsføringsmæssig sammenhæng er din person nok lige så interesant som din bog. Måske endda mere interessant. Alene af den grund bør du være omhyggelig med at finde alt frem, der giver dig kant, og som gør dig anderledes. Du skal også beskrive, hvad der gør dig til den oplagte forfatter af din bog.

Nå du skal skrive om dig selv, kan du tage udgangspunkt i følgende fire spørgsmål:

Hvorfor har du valgt at skrive bogen?
Hvilken baggrund har du for at skrive den?
Hvilke andre udgivelser har du bag dig?
Hvad er ellers interessant ved dig, som har formet din indsigt, erfaring, personlighed og adfærd?

Du skal ikke gøre dig umage med at tegne et rosenrødt selvportræt. Det sælger ikke bøger. Din viden, erfaring og indsigt må meget gerne være et resultat af succes, fejltrin og ulykke. Jo mere jo bedre.

Det, du skriver om dig selv i bogresuméet, er til internt brug. Du kan senere bruge det til at briefe din PR-agent, og du kan plukke kernen ud til de fire linjer, der skal med på bogens bagside eller på en af flapperne.

Genre

Når du opretter bogen på Bogportalen skal du angive hvilken genre den tilhører. Det gør du ved at angive såvel varegruppe som themagruppe. Den øvelse kan du læse mere om i artiklen om Format, priser, ISBN og kategorier.

At knytte bogen til en genre skal hjælpe anmeldere, boghandlere og læsere med hurtigt at putte den i en kasse. Den enkelte anmelder beskæftiger sig kun med nogle få kasser, det samme gør de fleste læsere og boghandlerne skal vide på hvilken hylde, bogen hører hjemme.

Balladen i Mekka hører klokkeklart hjemme i varegruppe 592 – skønlitteratur og i themagruppe FC – Biografisk skønlitteratur. Måske ikke helt det samme, men det der kommer tættest på.

Hvis jeg selv skal kategorisere Balladen i Mekka, så er den en autofiktiv erhvervsroman, der indgår som bind et i en samtidskrønike på otte bøger. Men det risikerer jeg, at der ikke er kat, der forstår eller finder spændende. Derfor bruger jeg kun den beskrivelse, når jeg har tid og rum til at forklare mig, og når modtageren har en særlig interesse for litteratur.

Næste artikel: Markedsføring – 1


Tidligere artikler i denne serie:

Skriv et svar

Dette site bruger Akismet til at reducere spam.