Markedsføring – 1

En roman kommer til verden – del 11

I de 10 foregående artikler diskuterede jeg, hvordan du konkretiserer og fastholder din bogudgivelse i, hvad jeg kalder et bogresumé. Resuméet er bogens forretningsplan. Den udvikles længe før, der er skrevet et eneste ord af manuskriptet.

Jeg medgiver, at et manuskript kan ende et helt andet sted, end hvor forfatteren startede. Det sker bare ikke særligt ofte. Langt de fleste bøger har i udgangspunktet et formål og en overordnet idé og ender med at indfri dem. Og skulle bogen ende et andet sted, så er det vel ikke ensbetydende med, at den kan undvære sin forretningsplan? Ændrer bogen retning, må resuméet tilpasses.

Alle forfattere kan med fordel benytte min metode. Uanset hvordan de vælger at skrive manuskriptet. Manuskriptet er nemlig kunne en mindre del af hele projektet.

Hvis du vil vide mere om bogresuméet, kan du læse de foregående artikler.

De fem hovedfaser

Jeg deler et bogprojekt op i fem faser, som er:

A. Formulering af idé og koncept (bogresumé)
B. Markedsføring
C. Udvikling af basismanuskript
D. Redaktion og korrektur
E. Udgivelse

Vi er færdige med punkt A og skal nu i gang med punkt B, markedsføringen. Inden jeg går i gang med den diskussion, må jeg understrege, at vi fortsat ikke har skrevet en linje i manuskriptet.

Er det ikke lidt tidlig at starte markedsføringen?

Nej, det er det helt rigtige tidspunkt.

Processen i to dimensioner

Af listen ovenfor kan du få det indtryk, at punkterne er angivet kronologisk, og at det ene punkt slutter, før det andet begynder. Men sådan er det ikke. I to dimensioner ser processen sådan ud:

Der har nu sneget sig yderligere en opgave ind i processen. Hvis du udgiver dine bøger på dit eget forlag, står du selv for alle aktiviteter. At holde styr på dem kalder jeg planlægning og projektstyring. Opgaverne i den fase kører parallelt med alle de andre aktiviteter og skal tages alvorligt. En god og detaljeret plan med regelmæssig opfølgning sikrer, at du ikke glemmer kritiske detaljer, som skader dig senere i forløbet. Som for eksempel at du først begynder at overveje at markedsføre dig og din bog, når den er skrevet.

Som du igen kan se af illustrationen, kalder jeg det nu marketing, PR og promotion. Det skyldes, at begrebet marketing er meget bredt og dækker over talrige delprocesser. Det kommer jeg tilbage til i mange flere deltaljer.

Et usynligt produkt

En bog er et billigt konsumentprodukt i et marked med hyperkonkurrence. Ikke alene konkurrerer vores bøger med andre bøger, vi er også oppe imod andre opmærksomhedskrævende produkter som sociale medier, streamingtjenester, YouTube, TV, aviser og meget mere.

Når vi taler markedsføring, så er vi ikke kun oppe imod andre underholdnings- og informationsprodukter. Vi er op imod al den information, der hagler ned over vores potentielle læsere (og anmmeldere) hver eneste dag. I den øredøvende støj, der præger alle medie- og kommunikationskanaler, skal du forsøge at få opmærksomhed om dig og din bog.

I en tidligere artikel nævnte jeg, at en bog er et usynligt produkt. Når man bliver opmærksom på en bogs eksistens, kan den selvfølgelig beskues i sin virtuelle eller fysiske manifestation. Men hvad handler den om? Er den noget for mig? Er den værd at læse?

Hvordan vil du informere potentielle læsere om, hvad dit produkt er og kan? De køber ikke bogen for at finde ud af det. De køber den, fordi de er overbevist om, at den er pengene værd. Det er ikke nogen let beslutning, for de er blevet skuffet mange gange før, og de vil ikke spilde deres tid og penge.

Det er emnet for denne og de næste artikler i serien.

AIDA

I artikel 8 introducerede jeg AIDA princippet og de fem spørgsmål, som du skal kunne svare på.


Hvis du springer direkte til spørgsmålet om, hvordan du kan sælge flere bøger, så er det fordi, du glemmer (eller ikke ved), at bøger ikke sælges. De købes. Og køberne gennemløber en erkendelsesproces inden, de beslutter sig for at tage kreditkortet frem.

Awareness: En potentiel læser skal blive opmærksom på, at din bog eksisterer.

Interest: Derfra skal hun bevidst eller ubevidst fatte interesse for den. At kende til noget og at fatte interesse for det, er ikke det samme. Jeg kender til mange bøger, som jeg ikke kunne drømme om at læse, og du gør nok også det samme.

Desire: Fra interesse skal der opstå et ønske om at læse din bogen.

Action: Først nu beslutter den potentielle læser sig for at købe den.

Marketing er fællesbetegnelsen for de aktiviteter, der skal facilitere hele AIDA-processen.

Awareness

Det lyder næsten for banalt at påpege, at potentielle læsere, der ikke kender til din bog, heller ikke kan købe den. (I dag kan bøger købes, lånes eller streames. I nærværende artikler dækker udtrykket “købe” alle leveringsformer).

Din første opgave er derfor at fange deres opmærksomhed. Helst så tidligt og så mange, at der bliver købt et stort antal bøger allerede ved udgivelsen. Gerne over 1.000 styk.

Den billigste og mest effektive måde at nå potentielle læsere på er at have relationer til dem på forhånd. At skabe det tager tid, og det er grunden til, at du ikke kan vente med opgaven til bogen er udkommet.

Mens du bokser med din bogidé og under hele processen, skal du skrive om det. På din blog. Og du skal poste links til artiklerne på de sociale medier. Her skal du ikke forsøge at sælge din bog, men i stedet skrive om det, som din bog kommer til at handle om og de overvejelse, du gør dig i den anledning. Det skal du, fordi potentielle læsere, som interesserer sig for det du skriver om, skal kunne finde og følge dig.

Hvilke sociale medier du skal bruge afhænger fuldstændig af, hvad dine bøger drejer sig om, og hvilken målgruppe den henvender sig til. Når bogen endelig udkommer, skulle du gerne have omkring 5.000 venner eller følgere på tværs af dine profiler på de sociale medier.

Jeg tør godt sige, at det markedsføringsbudget, der skal kompensere for, at du ikke har nogen venner og følgere på de sociale medier, skal være meget stort. Lige på det punkt er det sjovt nok ligegyldigt, om du udgiver din bog på dit eget eller en andens forlag. At markedsføre en ukendt forfatter helt fra bunden er selv for Gyldendal en stor opgave.

Mine bøger har et stærkt erhvervsmæssigt præg. De handler enten udelukkende om forhold i arbejdslivet (fagbøgerne) eller primært om det (romanerne). Derfor er LinkedIn mit vigtigste social medie. Men jeg bruger også Facebook, fordi jeg den vej igennem kan nå mine venners venners venners venner.

Jeg er også på Twitter, hvilket skaber en del trafik til mit engelske website. I Danmark kan jeg ikke se nogen effekt af min Twitteraktivitet.

Hvis du vil vide mere om ovenstående emne, som i mangel af et dansk udtryk kaldes content marketing, kan du købe og læse min lille bog: International Inbound Lead Generation. Titlen lyder måske ikke som om, det drejer sig om at markedsføre bøger i Danmark. Men det gør den, for principperne er nøjagtig de samme.

Sammenfatning

Mens du arbejder med din bogidé og gennem hele processen med at få den realiseret, skal du blogge, lave videoer og indspille podcasts, der vedrører det, du skriver om. Du skal skabe dig en position, som den der er værd at følge for dine potentielle læsere. Når du udgiver bogen, skulle du gerne have mindst 5.000 venner og følgere på tværs af dine profiler på de sociale medier.


Skriv et svar

Dette site bruger Akismet til at reducere spam.