26 milliarder til Erhvervsstøtte – et mangehovedet uhyre.

I 2009 blev der brugt 26 milliarder på erhvervsstøtte og i 2010 ventes beløbet at ligge på 23,6 milliarder.  Hvis du er interesseret i detaljerne, kan du læse redegørelsen fra Økonomi- og Erhvervministeriet her: Link til rapport.

Erhvervsstøtte er et mangehovedet uhyre, der gør langt mere skade end gavn. Var det ikke bedre at afskaffe erhverstøtten og benytte noget af gevinsten til at fjerne topskatten (ca. 18 milliarder)?  De sidste  5,6 milliarder kunne vi bruge til at nedbringe selskabsskatten.

Jeg deltog for nogle måneder siden i et arrangement, der blev afholdt af en organisation, der udelukkende lever af erhvervsstøtte.  Det slog mig, at såvel invitationen til arrangementet, som  selve arrangementet tydeligt bar præg af ikke at være organiseret af en virksomhed med et klart formål, en klar markedsføringstrategi og et ønske om at opnå et målbar resultat.  Det var et dyrt arrangement, meget dyrt endda.  Når pengene kommer fra finansloven, og når “kunderne” ikke betaler, så bliver prioriteringerne (hvad man bruger pengene på) nemt uklare.  Man kunne have nået den pågældende målgruppe for langt færre midler!

Det andet, der slog mig, var de virksomheder, der mødte op.  De havde fokus  på støtten og ikke på den forretning, som støtten skulle styrke.  Arrangementet indeholdt arbejde i nogle mindre projektgrupper, og her var det nærmest grotesk, hvor stor fokus, der var på tilskuddet.  Flere af de deltagende virksomheder klagede højlydt over, at der ikke var et højere tilskud.

Der er to helt fundamentale grunde til at al erhvervsstøtte skal fjernes:

A: Erhvervsstøtte forringer innovation, kreativitet og konkurrenceevne

Muligheden for at opnå erhvervsstøtte sender virksomheder i den forkerte retning.  De bruger simpelthen for meget energi på at få erhvervsstøtte, og oplæres i at forvente/kræve/påregne, at det offentlige betaler en del af deres regning.  Virksomheder skal kunne klare sig selv – fra første dag.  Vi skal sikre erhvervslivet gode rammevilkår, men vi skal ikke støtte den enkelte virksomhed.

B: Erhvervsstøtte giver liv til organisationer, der lever af erhvervsstøtte

Hvordan driver man en “virksomhed”, der ikke er afhængig af kunderne, men af offentlige tilskud?  Det gør man ved til stadighed at argumentere for at flere og flere områder skal subventioneres.  Da man kun kan sikre sin organisations vækst gennem øgede tilskud, må man jo kunne argumentere for at “kunderne” har brug for flere støtteordninger.  “Kunderne” stritter næppe imod.  Organisationer, der lever af erhvervsstøtte, vil arbejde på at øge grundlaget for støtten – det vil gøre det nemmere at få nye og flere “kunder”.  Erhvervsstøtte indebærer en del bureaukrati.  Det siger sig selv, at der skal være ansøgninger, kriterier, administration af tilskud, opfølgning på tilskuddene osv.  Denne del er nødvendig, men også uproduktiv.  Såvel “erhverstøtteorganisationen” som “kunden” har en interesse i at bøje reglerne og tilpasse ansøgninger samt rapportering – det er jo i begges interesse at tilskuddet bevilges.  Erhvervsstøtte giver liv til organisationer, der lever sit eget liv, forfølger sine egne mål, berettiger sine egen eksistens samt opfinder behov, ønsker og krav, der begrunder øgede tilskud.

Vi har behov for en gennemgribende udrensning i erhvervsstøtteordningerne og helst så jeg, at vi havde et samfund med 0 kr. i erhvervsstøtte.  Til gengæld skal rammevilkårerne for alle virksomheder være gunstige.  Det giver således meget mere mening at sikre et velfungerende uddannelsessystem, sikre finansiering af barselsordninger, tilbyde brugervenlige portaler til indberetninger (SKAT, webreg, o. lign.), tilbyde gode daginstitutioner osv.  Faktisk vil alt andet kunne bidrage mere til et effektivt erhvervsliv end lige netop direkte erhvervsstøtte.

En kommentar til “26 milliarder til Erhvervsstøtte – et mangehovedet uhyre.

  1. Finn Aaagaard siger:

    Jeg har med et smil på læben læst HPBs ganske udmærkede og rigtige indlæg. Jeg har selv i næsten 20 år drevet egen virksomhed, heraf en PC kursusvirksomhed, som min nu afdøde kone Jette Aagaard ledede med succes og overskud hvert år i 10 års periode. Den voksede støt og roligt og gav et udkomme til ca. 15 ansatte instruktører og freelancere. På samme tid var Jytte Andersen – en daværende glødende socialdemokrat – i vælten med at gennemføre ikke-kompetencegivende kurser med fuld statstøtte, herunder til at opbygge et landsdækkende net af AMU centre. AMU centrene tilbød offentlig støttet kursusvirksomhed som var momsfri, og med betaling for tabt arbejdstid til kursisterne, medens de private selvstændige kursusudbydere måtte kræve en betaling, der sikrede lønninger, lokaleleje, afskrivninger af IT udstyr med videre, samt opkrævning og betaling af moms. Det kostede en lang række private og selvstændige kursusvirksomheder livet. Det var danseskoler, sprogskoler, salg-, marketing- og lederkurser, som i årevis havde betjent danske offentlige og private virksomheder særdeles vel.

    Derfor, al form for planøkonomi er konkurrenceforvridende, og som HPB udtrykker det, fjerner det fokus fra at drive virksomhed på internationale præmisser. Det gøres absolut ikke ved at lave kuvøseordninger og bureaukratisere erhvervslivet. Jeg er Headhunter på 20. år og ved at topledelse kræver hård arbejde, og resultater. Derfor er det dygtige erhvervsfolk, som kan skabe flere arbejdespladser gennem eksport og indtjening vi har brug for. Det er bedre at den indtjening, de skaber, ikke konfiskeres i skat og anvendes på nytteløse projekter, men bliver i virksomhederne og de dygtigstes egne lommer til videreudvikling af dem selv og de private virksomheder, som skaber den kage, som vi alle skal leve af.

    VH Finn Aagaard Senior partner / medejer.

Skriv et svar

Dette site bruger Akismet til at reducere spam.