Bogens værditilbud

En roman kommer til verden – del 3

Hvor jeg i den forrige artikel introducerede bogresuméet, skal vi i denne diskutere de første par afsnit i yderligere detaljer.


I artikelserien forudsætter jeg, at du selv skriver og udgiver bogen. Benytter du i stedet et forlag og måske endda en ghostwriter, så gælder der andre vilkår. Processerne er de samme, men ansvarsfordelingen mellem dig som forfatter og forlaget som rettighedshaver og udgiver vil give en anden arbejdsdeling og dynamik.

Jeg skriver også ude fra en forudsætning om, at du ønsker din bog skal blive en kommerciel succes. At den skal sælge mere end 3.000 eksemplarer.

Bogresuméet indeholder som beskrevet følgende tolv elementer:

  1. Titel, undertitel og omslag (bogens forside, ryg og bagside)
  2. Formål
  3. Sammenfatning
  4. Målgruppe
  5. Lignende bøger
  6. Magneten
  7. Manuskriptprocessen
  8. Udgivelsesprocessen
  9. Markedsføring
  10. Produktdetaljer
  11. Tidsplan og økonomi
  12. Om forfatteren

men det udarbejdes i en anden rækkefølge:

Produktdetaljer

ProjektnavnHenrik Bertelsen. En samtidskrønike om et liv i den globaliserede verden fra 1980 og til i dag.
TitelBalladen i Mekka
Undertitel[under overvejelse]
Udgivelsesdato15. juni 2023 (forventet)
FormaterTrykt hæftet bog. E-bog i mobi-format. Lydbog.
OmslagOmslag i farver, på 260g chromokarton, mat kachering uden flapper
TrykningIndhold i s/h på 80 gram Munken Cream
Sidetal300 sider (ca. 75.000 ord) inklusive frontmatter og blanke sider.
ForfatterHans Peter Bech
ForlagTBK Publishing®
DistributionDBK og Publizon
ISBNTryk: 978-87-93116-57-3
E-bog: 978-87-93116-58-0
Audio: 978-87-93116-59-7
Priser (inkl. moms):Tryk: kr. 249,-
E-bog: kr. 199,-
Audio: kr. 249,-
FormatTrim size: 155 * 230mm
Spine: 18,8mm
BISAC kategorier, Thema og varegruppeFICTION/Biographical: FIC041000
BIOGRAPHY & AUTOBIOGRAPHY/Business: BIO003000
Themakoder: FC
Varegruppe: 591

Afsnittet med bogens produktdetaljer vises bedst i en tabel som ovenfor.

Informationerne er fra min kommende roman Balladen i Mekka, der er den først i en serie. Jeg opererer derfor også med en projektbeskrivelse.

Data på den trykte udgave er hentet fra Bookbox.

Trim size er den trykte bogs fysiske dimensioner. Jeg foretrækker 155x230mm, hvilket ligger tæt på 6”x9”, som jeg benytter i udlandet.

Til den fysiske distribution i Danmark står valget mellem DBK og Dafolo. Jeg benytter DBK. E- og lydbøger distribueres via Publizon.

Jeg driver forlaget TBK Publishing® og har derfor min egen ISBN serie. Hvert format skal have sit eget ISBN.

Mine bøger ikke er specielt prisfølsomme, bilder jeg mig ind, og har derfor lagt dem på markedsstandarden. Det samme gælder boghandleravancen, som er sat til 35%. På Bogportalen er det rabatkode P. Som udgangspunkt fravælger jeg returret. Aftaler jeg særlige kampagner med enkelte boghandlere eller bogkæder, kan både en højere rabat og returret komme på tale. Det vurdere jeg fra sag til sag.

Når du opretter bogen på Bogportalen kræver det yderligere informationer. Du kan downloade Dafolos brugervejledning ved at klikke her. Du kan læse mere om metadata på din bog her: Themakode og varegruppe.

Formål (værditilbuddet)

Når en virksomhed skal i gang med at udvikle et produkt, brugers der meget tid på at formulere værditilbuddet. Det er en beskrivelse, kvalitativ og kvantitativ, af den værdi, som produktet skaber for kunden. Typisk vil værditilbuddet rette sig mod behov, som kunden allerede har erkendt at have og kan genkende.

I dag gennemføres den øvelse i reglen inden produktudviklingen startes. Sådan var det ikke tidligere. Her var det ganske normalt, at udvikle produktet først og derefter bede marketingafdelingen om at udarbejde produktbeskrivelser og iværksætte kampagner. Metoden viste sig imidlertid at føre til for mange flops.

Beskrivelsen af produktet og værditilbuddet udabejdes i dag, inden udviklingen går i gang. Oplægget præsenteres herefter for potentielle kunder, så det kan vurderes i hvilket omfang, der er klangbund.

En bog med kommercielle ambitioner er et produkt, og skal derfor have et værditilbud. I bogresuméet er formål og målgruppe to forskellige afsnit. Da ethvert produkt har mere værdi for nogle typer kunder end for andre, udvikles de i praksis i vekselvirkning med hinanden.

Du kan starte med at spørge: Hvad skal læseren have ud af at læse min bog? Når du har fem til ti punkter, spørger du? Hvilken type læsere vil få mest værdi ud af de punkter? Beskrivelsen af værditilbud og målgruppe skal være så præcise og genkendelige som muligt.

Efter min mening er det en kæmpe fordel at have både formål (værditilbud) og målgruppe for øje, inden jeg begynder på manuskriptet. Det bevidste valg af personer, episoder, vinklinger og narrativ vil understøtte mit værditilbud. Hvis du vil vide mere om udvikling af værditilbuddet findes der mange artikler og videoer om emnet. Bogen Test dine idéer af Alexander Osterwalder kan anbefales.

Sammenfatning

Kan man lave en sammenfatning af en bog, der endnu ikke er skrevet?

Fake it till you make it

Ja, det kan man sagtens, og det vil endda øge kvaliteten af slutproduktet markant. Sammenfatningen er en kortere og eksternt orienteret udgave af bogens synopsis. Sammenfatningen er to til fem sider om persongalleriet, stederne, handlingen og budskabet.

Under skrivningen kan bogen naturligvis godt stikke af i en helt anden retning, og så må sammenfatningen, og måske alt andet i resuméet, rettes til. At stoppe op og revidere sammenfatningen, der tager udgangspunkt i bogens nye retning, vil hjælpe projektet videre.

Desto tidligere du retter til, desto større er sandsyndligheden for, at du rammer rigtigt til sidst. Det betyder også, at sammenfatningen måske skal revideres flere gange, men det er altid mere overkommeligt end at skulle skrive hele bogen om. Det gør de færreste. I stedet lever de med deres flop.

At bruge et par dage på at overveje og formulere projektets formål og indhold, for derefter at teste det på et udsnit af målgruppen (20-30 personer) er en god lakmustest. Lyt til deres spontane reaktioner. Sammenfatningen vil være en del af den pakke, som du bruger til at teste din bogidé af.

Yderligere justeringer kan komme på tale, hvis du bruger alfalæsere, redaktør og betalæsere. Det kommer jeg tilbage til.


Skriv et svar

Dette site bruger Akismet til at reducere spam.