At rejse med tog gennem Tyskland kræver tålmodighed, et muntert sind og et godt helbred. Måske ikke altid, men det kan du jo ikke vide, før du er fremme eller hjemme igen.
Vi havde planlagt det hele grundigt hjemmefra.
Tidligt op.
Taxa til Allerød Station
S-tog til København H
København til Hamborg non-stop.
En halv time til at skifte tog til München – og købe frokost til turen.
Tre kvarter på München Hbf med tid til at købe aftensmad.
Derfra videre med lokaltog til Garmisch-Partenkirchen.
Taxa det sidste stykke til Grainau.
Afgang 7:26 ankomst 21:30.
Piece of cake.
Men sådan gik det ikke.
Vækkeuret fungerede. Taxa og S-tog forløb uden problemer, men grundet sporarbejde i Nordtyskland kørte non-stop toget kun til Neumünster. Her skulle vi stige om i regionaltog til Hamburg. Men på en fredag formiddag kunne det næppe være et problem. Og der var i øvrigt en god halv time mellem ankomst og afgang. Til gengæld ville vi ikke kunne nå vores forbindelse fra Hamborg til München. No problem for en IT-nørd. Ind på DB Navigator appen, finde en ny forbindelse og bestille plads. Bingo, ny forbindelse booket.
Undervejs fra København blev toget imidlertid forsinket og tiden til omstigning i Neumünster blev kortere og kortere.
Gode nyheder. Regionaltoget til Hamborg kørte fra samme perron, som vi ankom på, og vi ville kunne nå det, hvis blot vi skyndte os. Men igen, det var formiddag, morgenmyldretiden var forbi, og aftenmyldretiden endnu ikke startet. Det skulle ikke være et problem.
Da vi rullede ind på perronen i Neumünster, var der sort af mennesker. Store sværme af skoleklasser på vej hjem fra lejrskole ventede på toget til Hamborg.
Det tog lang tid at få alle de mennesker proppet ind i toget og afgangen blev forsinket.
De fleste, inklusive os, måtte stå op i togvogne, der hurtigt løb tør for ilt, men til gengæld havde saunatemperaturer. Børnene var søde og tog det hele pænt. Lærerne havde styr på deres små poder. På den gode måde. Men vi ville ikke kunne nå vores nybookede forbindelse til München.
No problem. Ind på DB Navigator appen igen, finde en alternativ forbindelse og bestille plads. Bingo, ny forbindelse booket. Hurra for internet og smartphones.
Men ak, toget blev yderligere forsinket, og nu var den nye forbindelse også i fare. En sød tysk dame foreslog, at vi stod af på Dammtor, hvor vores ICE-tog ville komme forbi på vej ud af Hamborg. Det gjorde vi og nåede vores tog.
Hurra!
Med den nye forbindelse skulle vi skifte i Fulda. Det var om tre timer. Ti minutter havde vi til det, men fra samme perron. No problem.
Vi fik ikke købt ind til frokosten i Hamborg, så vi fandt spisevognen og bestilte fra det velassorterede menukort. Mens vi spiste chili con carne og svinekoteletter i flødesovs sænkede roen sig, og vi overgav os til DBs velsmurte maskineri. ICE-toget var funklende nyt og af meget høj standard. Vi rejste på SeniorRail First Class og kunne på gunstige vilkår nyde de brede lædersæder med masser af benplads og servering fra bistroen.
Mellem Hannover og Kassel lød der et højt pling fra min iPhone. En lyd forbeholdt vigtige beskeder. DB kunne meddele, at vores forbindelse fra Fulda til München var blevet aflyst. Der var tale om et dobbelttog, og den togstamme, vi havde pladsreservation i, var taget ud af drift.
Afsti afsted ned til konduktørerne fire vogne længere fremme i toget.
Jo, den var god nok. Vores togsæt var taget ud af drift. Den anden halvdel ville dog køre som planlagt, men der kunne ikke reserveres plads, og det var nok også propfyldt.
Det tog vi allerede befandt os i ville dog også ende i München, blot to timer senere. Vi skulle nemlig lige en tur omkring Frankfurt, Mannheim, Stuttgart, Ulm og Augsburg først. Vi kunne godt prøve, om vi kunne klemme os ind i den hurtigere Fulda-München forbindelse, men når og hvis vi fandt ud af, at det ikke var muligt, ville vores nuværende tog være kørt videre.
Hvad skulle vi gøre? Kunne vi blive i vores nuværende tog?
Tilbage til konduktørerne fire vogne længere fremme igen.
Jo, vi kunne blive siddende, hvor vi sad.
Vi valgte at blive. Med tyve minutter til omstigning i München kunne vi lige nå at købe aftensmad på banegården, som vi i forvejen kendte godt. Det kunne snildt lade sig gøre.
Vores tog, der førte os igennem de fleste tyske delstater, blev nu også forsinket, og vores planer om at købe aftensmad på München HBF gik i vasken. Omstigningsvinduet blev mindre og mindre. Vi tjekkede køreplaner, indtil vi var blå i hovederne.
Nyt håb!
Hvis vi steg af i Paßing, der lå før München, kunne vi nå toget til Garmisch-Partenkirchen, der stoppede der nogle minutter efter dets afgang fra samme.
Det gjorde vi. Et hurtigt perronskift og vi havde hele ti minutter til Garmisch-toget kom.
Vi trak vores aftensmad i en automat på perronen i Paßing. Til forret delte vi en pakke Kinderchokolade. Til hovedret fik Sue en KitKat og jeg en Toblerone. Til dessert delte vi en Marsbar. Det blev akkompagneret af lunkent mineralvand, som vi havde købt i DB-bistroen inden vi steg af ICE-toget.
Klokken nærmede sig 23:30, da vi trillede ind på banegården i Garmisch-Partenkirchen. Nu skulle vi blot bruge en taxa til de sidste 10 kilometer til Grainau. De holdt heldigvis på rad og række ude på forpladsen.
Trætte og lettede steg vi ind i den gule Mercedes og satte i gang mod vores slutmål.
Taxachaufføren, der var meget snakkende og lige skulle tjekke noget på sin mobiltelefon, ignorerede stort set alle regler i færdselsloven. Det ville derfor ikke have taget mange minutter at tilbagelægge de få kilometer, havde det ikke været for langsommere kørende biler på vores vej. Vi orkede ikke at protestere imod, at han absolut skulle kline sig op bag deres baglygter, overhale for fulde gardiner og tage den på to hjul rundt i svingene.
Lidt rundtossede nåede vi frem til hotellet ved midnat helt stolte over, at vi havde taget strabadserne med højt humør. Man skal nemlig aldrig lade sig slå ud af modgang.
Gør man det, taber man to gange.
Udsigt fra vores værelse næste morgen
PS. Forsinkelser kan forekomme alle vegne uanset hvilke transportmidler, man vælger. Normalt kører alt efter planen, men det kan man jo ikke skrive lange historier om 🙂
Korrektur: Maria Bech
