Anbefalet sommerferielæsning – tre blændende bøger

Lidt tilfældigt stødte jeg på Fiona Hills selvbiografi There Is Nothing For You Here: Finding Opportunity in the Twenty-First Century. Jeg tror det var et interview med hende på Youtube. I sin bog refererede hun til Marie Yovanovitchs Lessons from the Edge: A Memoir.

De to kvinder har til fælles, at de ikke er født i USA, at de er kvinder, at de ved flid og dygtighed fik en videregående uddannelse og at de kom til at repræsentere USA. I deres varetagelse af nationens interesserer kom de til at stå i vejen for Donald Trumps personlige planer, og det slår man sig på. Da støvet lagde sig lå sympatien og respekten hos de to damer, men begge havde gerne været virakken foruden.

Den tredje bog, som jeg læste umiddelbart før de to andre var David Gelles’ The Man Who Broke Capitalism: How Jack Welch Gutted the Heartland and Crushed the Soul of Corporate America—and How to Undo His Legacy

Hvis du læser bøgerne i denne rækkefølge: Gelles, Hill og Yovanovitch, får du nok mest ud af oplevelsen. Og måske priser du dig som jeg lykkelig for at leve i Danmark.

Kapitalismen der smadrede den amerikanske drøm

Det rejser altid nogen skepsis hos mig, når store samfundsmæssige omvæltninger tilskrives en enkelt person. På den anden side skal der ofte særlige personer til at skabe store bedrifter eller køre samfund helt af sporet.

Efter at have læst David Gelles’ bog om Jack Welch og dennes meritter, er jeg tilbøjelig til at give forfatteren ret. Neutron Jack (en bombe der dræbte alt liv, men lod bygninger og andre aktiver stå intakte tilbage) var bannerfører i en ødelæggende kampagne mod det amerikanske samfund. Målet var at gøre aktionærerne i de store børsnoterede firmaer mere velhavende. Alle andre hensyn var ligegyldige. Midlerne var nedskæringer, opkøb, frasalg, udflagning og regnskabsmanipulering. Det lykkedes i en sådan grad, at mange af de midtamerikanske stater over en kort årrække blev tømt for arbejdspladser uden at der blev etableret noget solidt i stedet. Et forhold der martrer det amerikanske samfund den dag i dag.

Erhvervspressen, der fortsat tror at en stigende aktiekurs er udtryk for dygtighed, kårede Jack Welch til århundredets leder og mange fulgte i hans fodspor. Shareholder value for enhver pris blev det mantra, der drev det etablerede amerikanske erhvervsliv. En profitjagende strategi for hvilken netop den amerikanske samfundsmodel er meget sårbar. Det amerikanske civilsamfund og den sociale infrastruktur kunne slet ikke holde trit med de voldsomme omstillinger og slet ikke med den massive udflagning til lavtlønslande, som Jack Welsch og hans proselytter piskede fremad.

Resultatet blev et ekstremt ulige samfund, hvor mange fortsat ikke kan få jobs, der sikrer en tålelig tilværelse, mens ganske få sidder på helt vanvittigt store indkomster og formuer. Forskellene på de højest- og de lavest lønnede i virksomhederne er blevet enorme. Og selv når topdirektørerne ikke leverer og bliver sat fra bestillingen, forgyldes de med gigantiske fratrædelsesgodtgørelser.

Efterfølgende har det vist sig, at en væsentlig del af opskriften på, hvordan Jack Welsh leverede vækst fra kvartal til kvartal (de perioder hvor der skulle rapporteres til børsen) byggede på regnskabsmanipulation. Via indviklede selskabskonstruktioner og ikke mindst financielle virksomheder, kunne der flyttes rundt på tallene, så de så pæne ud. Men som altid kan den type cirkus ikke fortsætte i al evighed. Finanskrisen i 2008 trak derfor tæppet væk under mange af de virksomheder, der fulgte Welshs principper.

Forfatteren går så langt som til at forklare hvordan kapitalismens angreb på det amerikanske samfund i 1980erne, -90erne og starten af dette årtusinde lagde fundamentet til Trumps valgsejr i 2016. Trump tordnede mod netop den udvikling, der havde frataget USA millioner af arbejdpladser, og han vandt mange stemmer på den konto. Til gengæld var det ikke noget han havde til hensigt at gøre noget systematisk ved. Han ville bare have magten og holde på den. Ikke bruge den til noget specielt andet end at berige sig selv og sin familie. Trump skulle vise sig at blive endnu et angreb på det amerikanske samfund.

Fra de Nordengelske kulminer til det Hvide Hus

Angrebet på den amerikanske middelklasse, der startede og blev støttet, mens Ronald Reagan var præsident havde en pendant i Storbritannien. Her stod Margaret Thatcher for et tilsvarende korstog, hvis filosofi tog udgangspunkt i at gøre de rige rigere.

Fiona Hill, der kom til verden i 1965 i Bishop Auckland, County Durham, i Nordøstengland var datter af kulminearbejder Alfred Hill og jordemoder June Murray. På det tidspunkt var Margaret Thatcher godt i gang med at afmontere den samfundsmodel, som Labourregeringer havde bygget op siden Anden Verdenskrig. Der var helt givet behov for refomer, men igen skabte lukningen af industrier med vellønnede jobs for almindelige mennesker kæmpe problemer, når det ikke blev erstattet af noget andet.

Fionas far mistede sit gode job i minerne og måtte i stedet arbejde som portør på det regionale hospital. Det var markant dårligere lønnet.

Første del af Fionas bog handler om, hvordan hun imod alle odds (køn, klasse og klejner) fik sig en uddannelse og specialiserede sig i russiske forhold. I den sammenhæng trækker hun mange interessante og overraskende paralleller fra udviklingen i Sovjetunionen, Rusland, UK og USA. Hun beskriver også malende hvordan køn, klasse og klejner i England stod (og vist stadig står) i vejen for dygtige og flittige piger, der gerne vil noget med deres liv. Ved ankomsten til USA skiftede barriererne til køn, kulør og klejner. På det tidspunkt havde hun de to sidste forhold på sin side, men måtte fortsat kæmpe med det første.

Hun emigrerede, som nævnt, til USA og endte som specialrådgiver i det Hvide Hus under præsident George W. Bush and Barack Obama fra 2006 til 2009. I 2017 udnævnte Donald Trump hende til “Deputy assistant to the president and senior director for European and Russian affairs” i sit National Security Council. Hun forlod jobbet den 15. juli 2019, ti dage inden den berømte telefonsamtale mellem Trump og Ukraines nyvalgte præsident, Volodymyr Zelensky.

I bogen beskriver hun de store vanskeligheder som Trump skabte for den amerikanske administration og ikke mindst hvordan hans forfængelighed konstant bragte ham selv og nationen i fare. Specielt vanskeliggjordes det udenrigspolitiske sikkerhedsarbejde af Trumps store fascination for Putin, der sammen med hans ringeagt for sine egne medarbejdere kløgtigt udnyttedes af den russiske diktator.

Fiona Hill blev indkaldt som vidne i den første rigsretssag mod Donald Trump og som følge deraf udsat for den type grundløse smædekampagner, som det Republikanske Politiske Kompleks (med bl.a. de sociale medier, FOX News og Trumps Twitter trumpet) er blevet eksponent for.

Fra Canada til The State Department

Marie Yovanovitch blev født i Canada i 1958. Hun er datter af Mikhail Yovanovitch and Nadia (f. Theokritoff) Yovanovitch, der flygtede fra Sovjetunionen til Tyskland og senere fra nazisterne til Canada, hvor hun kom til verden. Her videreuddannede hendes far sig og fik job som lærer på en kostskole i Connecticut, USA, da hun var tre år gammel. Hun fik amerikansk statsborgerskab på sin 18 års fødselsdag.

Også Marie Yovanovitch beskriver malende sine udfordringer som introvert pige med at få en uddannelse. Efter nogle år med jobs i marketing og kommunikation besluttede hun at søge ind i udenrigstjenesten (The State Department).

Bogen beskriver detaljeret og nøgternt, hvordan du stiger i graderne som karrierediplomat. Det er hårdt og slidsomt arbejde, men Marie ville det politiske arbejde og tog derfor det sure med det søde.

Hun endte som USAs ambassadør i Ukraine og kæmpede en brav kamp for at understøtte landets demokratiseringsproces som også indebar bekæmpelsen af den udbredte korruption.

Det var igen hårdt arbejde, men det gik langsomt fremad, da Trump blev valgt som USAs præsident.

I begyndelsen havde det ikke den store indflydelse på Maries arbejde, men da Trump fik behov for at lægge et røgslør over Ruslands indblanding i valget af ham som præsident og samtidigt ville forsøge at underminere Joe Bidens kandidatur til præsidentvalget i 2020, kom Ukraine pludselig til at spille en hovedrolle.

Rudy Giuliani, der var Trumps private advokat og altså ikke en del af den officielle administration eller udenrigstjenesten, forsøgte at designe to historier:

A. Det var ikke Rusland, der havde infiltreret den amerikanske valgkamp til fordel for Trump. Det var Ukraine, der infiltrerede til fordel for Hillary Clinton.

B. Joe Bidens søn, Hunter Biden, var involveret i korrupte aktiviteter i Ukraine.

Der var ikke belæg for nogen af historierne, men korrupte personer i Ukraine var villige til at arbejde med Giuliani og dermed få adgang til præsident Trump. På den måde kunne de svække den amerikanske udenrigstjenestes kamp for demokratiet og mod korruptionen. At få en direkte varm linje til verdens mest magtfulde mand kunne vel heller aldrig skade?

Marie Yovanovitch, der som repræsentant for det officielle USA arbejdede indædt på at fremme de officielle interesser, kom naturligvis i klemme i Trumps spil for at fremme sine personlige hensyn. Det endte derfor også med, at han fyrede hende.

Efter den berømte telefonsamtale med Zelensky, der førte til den første rigsretssag mod Trump, blev også Marie Yovanovitch indkaldt som vidne. Igen rykkede det Trumpske cirkus ud og forsøgte med løgne og fordrejninger at underminere hendes troværdighed. Det lykkedes gudskelov ikke.

De forskellige samfundsmodeller

Under læsningen af de tre bøger priser jeg mig flere gange lykkelig for at være født og opvokset i et land med en helt anden samfundsmodel end den, der karakteriserer de lande bøgerne beskriver.

Som hvid dansk mand skal jeg ikke kunne vurdere om køn og kulør ikke også spiller en rolle for de muligheder, der tilbydes herhjemme. Min hustru, der er født og opvokset i England, bedyrer, at det ikke er tilfældet. Hun flyttede blandt andet for at undslippe den stempling, man slæber rundt på, når man er arbejderklassepige fra det nordlige England. I Danmark fik hun aldrig de tre spørgsmål, som Fiona Hill så præcist beskriver: Hvor er du fra, hvilken skole går du i og hvad laver din far? Spørgsmål der ikke bundede i nysgerrig interesse, men i et behov for at finde ud af, om du var værd at bruge mere tid på.

Jeg var den første i min nærmeste familie, der fik en universitetsuddannelse, og det var ikke fordi jeg er specielt begavet eller var myreflittig. Den danske samfundsmodel havde på det tidspunkt, hvor jeg skulle vælge fremtid, forlængst fjernet både klasse og klejner fra ligningen og åbnet op for, at sådan en som jeg kunne få adgang til de muligheder, som en længerevarende uddannelse åbner.

De autokratiske, kleptokratiske og gennemkorrupte samfundsmodeller, som mange mennesker verden over er tvunget til at leve i, behøver vi ikke bruge så meget tid på. Vi skal på alle måder støtte, at denne type regimer kan erstattes af modeller, der tjener de mange fremfor de få.

Anderledes forholder det sig med den amerikanske og til dels også den engelske samfundsmodel, hvor der formelt set er demokrati og lige muligheder, men hvor det i praksis ikke er tilfældet. Den sociale mobilitet (et andet udtryk for den amerikanske drøm) er sjovt nok langt højere i de nordiske lande end i USA. Hvis du kommer fra små kår og har ambitioner om at blive noget stort, så er dine chancer langt bedre i Norden end i USA og Storbritannien.

Er det ikke pudsigt: Hos os betaler vi de højeste skatter i verden, og alligevel er vi blandt de lykkeligste mennesker. Når det kommer til international konkurrencedygtighed ligger vi endda på førstepladsen!

Set fra min stol har vi i Norden de mest robuste samfundsmodeller i verden. Det offentlige driver en omfattende infrastruktur, som dækker alle borgere, og de private virksomheder opfører sig i det store hele socialt ansvarligt. Derfor har vi ikke mærket de samme konsekvenser af den negative udvikling, som har fundet sted i resten af verden, og som beskrives fra forskellige vinkler i de tre bøger.

Man vælger ikke hvor man bliver født, så jeg kan kun prise mig lykkelig for, at det blev i Danmark. Jeg har boet og arbejdet i mange andre lande og foretrækker fortsat den Nordiske model. Til gengæld synes jeg, vi har en forpligtelse til at hjælpe andre med at nå samme resultater.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.  Læs mere