Eksport – et begreb fra fortiden?


Offentlige midler i form af skattefinansieret eksportstøtte til dele af en enkelt virksomheds værdikæde giver efter min mening overhovedet ingen mening.  Det er jo ikke den skattefinansierede eksportstøtte, der afgør om de pågældende værdidele lægges i Danmark.


Eksport – en stemme fra fortiden

På et møde forleden præsenterede en repræsentant fra en virksomhed med hovedsæde i udlandet et produkt, som de havde udviklet specielt til deres danske kunder med hjælp fra deres udviklingsafdeling i Asien.  Nu overvejede de at starte salg af dette produkt udenfor Danmark.

Eksempelet viser med alt tydelighed, at eksport ikke er, hvad det tidligere var.  I dag er følgende scenarie mere reglen end undtagelsen:

 ”Produkter udvikles i et land, produceres i et andet land, produktrettighederne ligger i et tredje land, det hele koordineres fra et fjerde land hvorefter de sælges, serviceres og benyttes i mange lande.”

Globale værdikæder

De såkaldte globale værdikæder startende med formulering af en forretningsstrategi, definition af koncepter, design, udvikling, fremstilling, markedsføring, salg, levering og servicering komplementeret med parallelle processer som ledelse, økonomi, administration og HR kan stække sig over mange lande.

 Hvornår er det eksport og hvornår er det import?

Historien krydres yderligere af at produktet er software. En betydelig del af leverancen udgøres af serviceydelser, som skal leveres på stedet af det pågældende selskabs søsterselskaber (der jo ikke er danskejede) eller af udenlandske partnere.  Produktet kræver en betydelig national tilpasning i de lande, hvor man ønsker at etablere afsætning.  Udviklingen af disse tilpasninger vil højst sandsynligt blive gennemført i et samarbejde mellem den asiatiske udviklingsafdeling, nationale eksperter fra de pågældende lande og koordineret af afdelingen i Danmark.

Hvor stor en del af værdien på en løsning ender i Danmark og hvor mange arbejdspladser skabes der i Danmark? Hvilken betydning har det, at selskabet er et 100% ejet datterselskab af et udenlandsk selskab?

Spørgsmålene er jo i princippet lidt ligegyldige: Virksomhederne optimerer deres værdikæder og værdierne flyder derhen, hvor bidragene finder sted. Markedet fungerer.  Hvis vi i Danmark er gode til at følge med udviklingen i den globale arbejdsdeling, kan vi fastholde vores høje priser på arbejdskraft og dermed vores høje velstand og velfærd.  Hvis den pågældende virksomhed finder det optimalt at lægge en del af værdikæden i Danmark, er det jo meget positivt.

Er tiden løbet fra begrebet eksportstøtte? 

Hvis nu ikke lige det var fordi, at den omtalte udenlandske virksomhed ønskede at  benytte Danmarks Eksportråd til opstart af ”eksportprojektet”.  Hvordan skal vi forholde os til at yde skattefinansieret støtte til den omtalte værdikæde? Gør det overhovedet en forskel for virksomhedens beslutning om iværksættelse af aktiviteten, om den får dansk skattefinansieret eksportstøtte eller ej? Hvad opnår vi i Danmark ved at yde skattefinansieret eksportstøtte til denne type relativt komplekse værdikæder hos en specifik virksomhed?

Offentlige midler i form af skattefinansieret eksportstøtte til dele af en enkelt virksomheds værdikæde giver efter min mening overhovedet ingen mening.  Det er jo ikke den skattefinansierede eksportstøtte, der afgør om de pågældende værdidele lægges i Danmark. Værdidele lægges, hvor det bedste pris/ydelsesforhold opnås ud fra en samlet betragtning.  Det er meget vanskeligt og også direkte uønskeligt at påvirke den enkelte virksomheds værdikæde.  Vi kan jo ikke yde skattefinansierede offentlige tilskud til en enkelt virksomhed i al evighed.

Derimod kan det give god mening at sikre stadigt forbedrede rammevilkår generelt.  Uddannelse og efteruddannelse, forskning, lave skatter, smidigt arbejdsmarked, effektiv infrastruktur, godt vejr (!), gode dagsinstitutioner, enkel interaktion med offentlige myndigheder og enkle vilkår for start og drift af virksomhed er fortsat blandt de forhold, der gør det attraktivt at lægge dele af værdikæden i Danmark – for danske såvel som for udenlandske virksomheder.

Sats på rammevilkår og ikke på skattefinansierede støtteordninger

Som økonom, har jeg aldrig været glad for individuelle skattefinansierede støtteordninger. Bureaukrati og vilkårlighed vil altid præge individuelle skattefinansierede støtteordninger.  Man kan jo ikke sikre sig, at de mest velegnede søger støtten og bureaukratiet er ikke i stand til at ”pick the winners”.

Udviklingen i den globale arbejdsdeling har bestemt ikke gjort mig mere venligst stemt – tværtimod.  Med de stadigt mere globale værdikæder giver individuel skattefinansieret eksportstøtte til enkeltvirksomheder ganske enkelt ingen mening.

Det giver meget mere mening at sikre generelt gode vilkår for at drive virksomhed i Danmark.  Et godt  og smidigt ”Dansk” marked er og bliver det optimale springbræt for vækst både herhjemme og internationalt, uanset hvor virksomhederne så måtte have deres hovedsæde, eller hvor deres ejere nu vælger at bosætte sig.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.  Læs mere