En republikaners refleksioner ved kongehusets vagtskifte

Monarkiet strider mod samtlige af de værdier vores samfundsmodel bygger på. Det er mange næppe uenige i. Spørg blot hvor vi ellers i vores offentlige og fælles principper for governance ville acceptere, at ledelses- og repræsentationsansvaret gik i arv.

Det kan man gøre i private firmaer, men ikke i den offentlige og nationale fællesforvaltning. Jeg har ikke hørt nogen foreslå, at statsministerembedet fremover burde gå i arv i Mette Frederiksens slægt. Når vi har politikere, der er efterkommere af andre politikere, skyldes det, at de er valgt og ikke udpeget. I et demokrati vælger vi vores ledere og afsætter dem igen, når der er flertal for det.

Men alligevel…

Når jeg alligevel er lidt vemodig ved afskeden med H.M. Dronning Margrethe og glæder mig til at opleve den kommende H.M. Kong Frederik 10 som landets nye kransekagefigur, så skyldes det, at alternativet er usikkert og uoverskueligt. Jeg så principielt hellere, at vi havde en valgt præsident, men kan ikke gennemskue, hvordan den institution i givet fald skulle indrettes, hvordan vi kommer derhen, og hvilke opgaver den skulle varetage. Desuden er jeg utryg ved de kriterier, som folkehavet i givet fald ville vælge ham eller hende efter.

Jeg sætter pris på Dronning Margrethe som menneske og må tage hatten af for den måde hvorpå, hun har varetaget sin opgave. Faktisk har jeg stor fidus til H.K.H. kronprins Frederik og H.K.H kronprinsesse Mary, og det forekommer mig, at H.K.H prins Christian også er en fornuftig og kvik fyr. Det synes følgeligt mere sikkert at satse på at fortsætte det nuværende kransekagekoncept, hvor vi kender personerne, der skal udfylde rollerne og varetage opgaverne i mange år fremover end at skulle designe et helt nyt og finde ud af, hvem der så skulle sidde på posterne.

Det kongelige våben er forbeholdt monarken, Kongehuset og Hoffet. Det gengives her alene som illustration.

Vores konstitutionelle monarki, hvor regenten ikke har reelle politiske beføjelser, og som siden Christian X har formået at holde sin sti ren, har under Dronning Margrethe leveret et repræsentantskab, der har fået opbakning fra et meget stort flertal af danskerne. Kan den linje fortsættes og moderniseres i et fornuftigt tempo, ser jeg i Frederik og Christian gode muligheder for en fortsat massiv opbakning. Det giver derfor næppe mening at presse på med at finde en løsning på et teoretisk problem, som kun en meget lille minoritet i praksis kan få øje på.

Jeg kan heller ikke undlade at observere den respekt, som vores internationale omgivelser tillægger vores monarki. Helt hvorfor det er sådan, forstår jeg ikke, men må erkende, at en institution med rødder mere end tusind år tilbage i tiden angiveligt kan et eller andet. Det kunne den i hvert fald under Margrethe.

Min gamle chef, daværende arbejdsminister Sven Auken, skulle efter sigende have sagt, at han nok er republikaner, blot ikke praktiserende. Den position kan jeg godt identificere mig med. Vi ved, hvad det nuværende kongehus kan levere, men ikke hvad et eventuelt præsidentembede kan. Så vi holder os til det kendte.

Det kongelige team

En åbenlys fordel ved monarkiet er, at vi dermed har en hel kongefamilie, der kan dele de mange opgaver imellem sig. En præsident kan ikke sende sine forældre, sine børn eller sine søskende til at repræsentere embedet. Det kan en majestæt, og det er en kæmpe fordel. Med et kongehus får vi et helt team, der er opdraget og skolet til at varetage opgaverne, og som fra barnsben er udstyret med de rigtige titler.

Og det er ikke sarkastisk ment.

De fleste af os (mig selv inklusive) har primært kontakt med kongehuset gennem den årlige nytårstale, men opgaverne er langt meget omfattende og vil ikke kunne varetages af en enkelt person.

Kulturarven

Da jeg forud for udgivelsen af denne artikel diskuterede monarkiet med nogle venner, blev jeg præsenteret for andre vinkler.

Kongehuset skal bevares, fordi det er en kulturarv. Det har ingen reel politisk indflydelse, hvilket er fint, men det repræsenterer forbindelsen til vores historie og er på samme måde som gamle malerier, statuer, bøger og bygninger bevaringsværdigt. Det er nationens fælleseje og så længe nogen (i den kongelige familie) gider og kan, så bør vi bevare institutionen.

Monarkiet er også en slags kunst. Det er en levende installation, som skaber værdi alene via sit eventyragtige udtryk og sin store og uforbeholdne opbakning. Samtidigt tjener det i sin eksterne og interne repræsentation et praktisk formål, der snildt retfærdiggør dens omkostning.

Republikaneren bakker op om kongehuset

Kronprinsfamilien (officielt pressefoto). Foto: Hasse Nielsen ©.

Når analysen således fra flere vinkler fører til en accept af kongehuset, som den p.t. bedste løsning, så skal det også ske med fuld opbakning.

Monarkiet kan kun fungere, hvis vi accepterer, at det ikke hviler på samme præmisser som resten af samfundet. Vores respekt og distance skal begrundes med en taknemmelighed for, at de kongelige evner og vil påtage sig opgaverne samt finder mening i dem. Monarkiet holder nemlig kun så længe, at der er et potentiale, som vi kan acceptere, og at de fra deres side også kan finde mening i projektet. I vores tid er det ikke givet, at et menneske vil tolerere at få sin skæbne beseglet af andre, og selv ikke alle verdens slotte, kareter og juveler kan kompensere for at skulle leve et liv i ubalance med sig selv.

Derfor: Kan de kongelige levere potentialet, finde sig til rette med opgavene og den konstante eksponering i offentlig belysning, så skal vi andre til gengæld støtte dem, se igennem fingre med små skæverter og acceptere, at de måske ikke forvalter positionerne helt, som vi forventede.

Vi bør forvente ordentlighed, men ikke perfektion. Og der må være plads til, at de kan løse opgaverne på deres måde.

Moderniseringsideer

Der er to ting, jeg gerne vil have ændret i forbindelse med tronskiftet. Kongelig Hofleverandør og Gud bevare Danmark.

Kongehuset har allerede meddelt, at prædikatet Kongelig Hofleverandør vil blive genovervejet den 14. januar, så tjek ved den.

Jeg vil gerne være med til at bevare Danmark, og synes ikke vi skal overlade ansvaret til en gud, som meget få af os kan blive enige om hvad egentligt er for ikke at sige tror på. Da dronningen sagde Gud bevare jer alle sammen lød det i mine ører mere som held og lykke eller ha’ det godt.

Hvis Frederik vælger at slutte sine nytårstaler med et Lad os bevare Danmark eller Danmark for altid, så er det fint med mig. Han kan også vælge blot at sige Jeg ønsker alle et godt nytår. Men han skal gøre det allerede første gang, ellers kræver en ændring en lang forklaring.

 

 

Skriv et svar

Dette site bruger Akismet til at reducere spam.