Rock’n’roll Management

Hen over julen så jeg den næsten 8 timers lange TV-serie Get Back – om tilblivelsen af The Beatles sidste album.


Get Back – The Beatles – dokumentar af Peter Jackson


Jeg ved ikke om jeg vil anbefale nogen at sidde samtlige otte timer ud, men min egen interesse og vedholdenhed skyldes en fascination for musikken og en forkærlighed for den særlige uformelle ledelsesstil, der udøves i et band med ligestillede medlemmer. Jeg spiller selv i to bands og har erfaret, hvordan det virker, de frustrationer det kan medføre og hvilke fantastiske resultater, der kan opnås. Jeg er overbevist om, at mange nystartede og mindre virksomheder kan have stor gavn af at praktisere rock’n’roll management.

Rock’n’roll Management

Et band er en virksomhed, der – uden formel ledelsesstruktur – skal skabe og producere en ydelse, som nogen vil betale penge for og som alle bandets medlemmer kan stå inde for. I amatørbands, som de to jeg spiller i, er det kommercielle ikke så afgørende, men ønsket om at levere noget, som man selv kan lide og som nogen begejstres af, er alligevel de drivende motiver.

Følgende forhold karakteriserer, hvad jeg kalder rock’n’roll management:

  • Der er ingen formel leder.
  • Gruppen finder frem til et fælles produkt ved at deltagerne konstant henholdsvis presser på og giver efter.
  • Gruppens medlemmer skal kunne lide hinanden og skal respektere de andres behov for både proces og resultat.
  • Mangler tilliden skal et medlem skiftes ud, men det er ikke noget der gøres hurtigt eller med glæde.
  • Gruppens medlemmer ved af erfaring, at det er hurtigere og bedre at prøve noget af end at forsøge at diskutere sig frem til en løsning. Der skal ofte prøves meget og mange gange, før den bedste løsning er fundet.

The Beatles

Da The Beatles i januar 1969 skulle komponere, øve og indspille 14 nye numre, blev processen dokumenteret af et professionelt kamerahold. 70 timers film- og 150 timers lydoptagelser blev det til. I 1970 var de redigeret ned til filmen Let it Be (1 time og 21 min.), der tegnede et dystert billede af samarbejdet i bandet.

Instruktøren Peter Jackson (ham med Ringenes Herre) fik så i 2017 adgang til materialet og besluttede at redigere en ny dokumentar om bandets sidste album. Denne gang er budskabet et helt andet, og myten om bandets indre konflikter får et alvorligt skud for boven.

George Harrison spillede på en Fender Telecaster, da de optog nogle af numrene til pladen på taget af studierne i Abbey Road.

Det interessante ved Get Back er, at selvom The Beatles nu er en stor virksomhed, så er det fortsat de fire musikere, der træffer de afgørende beslutninger. Hvis ikke de er enige, lyder musikken bare ikke godt. Omgivelserne har alskens ambitioner og agendaer, som de gerne vil spænde gruppen for, og der forsøges at trække i dem fra alle sider og i alle retninger. Hertil kommer at de fire musikere har hver deres ambitioner, talenter, personlighed og situation. Midt i processen forlader George Harrison bandet, og det hele går i stå. Efter en diplomatisk aktion fra de tre andre kommer han tilbage og nu med fornyet energi.

De fire musikere er åbenlyst talentfulde, ustrukturerede og vidt forskellige. De har været sammen længe, har en dyb respekt for hinanden og vil gå langt for at finde en fælles vej. Det lykkedes og da de den 30. januar 1969 står på taget af bygningen, der rummer Apple Records, for at spille live, er musikken original, tight og det svinger. Man kan se glæden lyse ud af deres ansigter. Stort set alle numrene, og især Get Back og Let it Be, holder den dag i dag.

Det kunstneriske og det kommercielle

I januar 1969 havde The Beatles ikke produceret noget sammen i over et år. Siden deres manager, Brian Epsteins, tragiske død, havde de været uden en formel forretningsleder. Selvom han ikke blandede sig i deres musik, så var han alligevel en samlende figur, som de savnede. Under indspilningen af Let It Be havde Paul McCartney på gruppens vegne således samtaler med amerikaneren Allan Klein, der håndterede de kommercielle interesser for blandt andre The Rolling Stones.

The Rolling Stones, Foto: PA

Dokumentaren viser tydeligt, at der ikke er pengemangel i Beatlesbutikken, men alligevel er det ofte de fire musikere, der holder igen med de vilde planer. Ikke kun fordi de er finansielt kostbare, men også fordi de ikke har lyst til en gentagelse af det grandiose publikumsrettede teater og hysteri, som de var udsat for midt i 1960erne. De gider ikke at rejse og vil hellere lave god musik, der spilles og produceres live i nærheden af, hvor de bor. Den kønsløse produktionsform, hvor hver stemme og hvert instrument indspilles for sig, siger dem ikke noget.

Det kommercielle spiller i 1969 en helt underordnet rolle for the Beatles’ kunstneriske udtryk, og det skyldes for det første, at de alle har tjent penge nok og ikke er afhængige af at skulle tjene yderligere en million. For det andet er hovedpersonerne i deres omkreds, herunder specielt produceren George Martin, overbeviste om, at netop den kunstneriske frihed uden noget kommercielt pres vil skabe det bedste resultat, som igen vil give det bedste afkast. Kunsten går forud for klejnerne.

Startups og Rock’n’roll

Når den uformelle rock’n’roll ledelsesstil passer godt på nogle startups (men langt fra på alle), så skyldes det, at mange iværksættere ikke har en ambition om at blive den næste Bill Gates eller Steve Jobs. De har nok ambitioner om at drive deres egen forretning, at kunne leve fornuftigt af det og måske endda blive rige, men de har ikke appetit på at skulle lede en stor organisation og måske endda skaffe og håndtere ekstern kapital til at accelerere væksten.

Harløse Retro i opstillet positur inden det går løs. Stående fra venstre: Thomas Kierkegaard, Lars Søeborg Larsen, Mogens Jørgensen og Stig Hansen. Forrest knælende: Artiklens forfatter.

Netop indenfor tech og specielt software er det faktisk muligt at starte og drive en global og lønsom virksomhed uden at skulle have en kæmpe organisation og uden at skulle slås med eksterne investorer. Det kræver et team af folk, hvis ambition er nogenlunde den samme, og hvor kompetencerne dækker både produkttilblivelse og afsætning. Jeg kan ikke påstå, at et setup, hvor alle skal være enige, altid er mest effektivt, men i de situationer, hvor ingen har lyst til at spille eller være udsat for den store leder, kan det være en god løsning.

Faktisk havde The Beatles ikke forstand på eller interesse i det afsætningsmæssige og var heldige allerede i 1961 at få Brian Epstein til at tage sig af det. Han bliver ofte kaldt den femte Beatle, og de fire musikere tilskriver ham deres kommercielle gennembrud og succes. Det var ham, der skaffede dem pladekontakten med EMI og det var ham, der fik dem til at klæde sig ens og opføre sig ordentligt (sådan da), så de var spiselige for et meget bredt publikum. Men han var ikke bossen, og så snart millionerne stod på bankkontoen, var det slut med de pæne jakkesæt og den høviske optræden.
——
Note: Let it Be blev indspillet i januar 1969 men først udgivet i september 1970. Abbey Road blev indspillet efter Let it Be, men udgivet allerede i september 1969. Den kronologi kan virke forvirrende, men det forklarer hvorfor George Harrison under indspilningen af Let It Be ikke helt havde styr på sit monsterhit Something.


Denne post blev bragt ført på techsavvy.media

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.  Læs mere