Skattesnyd og tysk betalingskonservatisme

Netop hjemvendt fra en skøn ferie i Tyskland, kan jeg ikke lade være med at reflektere over tyskernes store forkærlighed for kontanter (Bargeld).

At Oberhausen an der Nahe

Hvor vi i Norden stort set har afskaffet dem, trives de i bedste velgående overalt syd for grænsen.

Når man taler med de, der skal betale, fremhæves det nemme ved at anvende kontanter, og at man ikke efterlader et digitalt aftryk (samtidig poster de lystigt på LinkedIn og Facebook).

De, der skal modtage pengene, siger ligeledes, at det er nemmere, samt at de ikke skal betale gebyrer til kortudbyderen.

Har man lejlighed til at tale lidt nærmere og under fire øjne med nogen, der er inde i sagerne, skyldes modtagernes præference først og fremmest et ønske om et unddrage sig indkomstbeskatning.

Altså skattesnyd.

Derfor gør mange erhvervsdrivende det umuligt eller svært at betale med kort. Mange steder accepterer de dem simpelthen ikke.

Komfortargumentet

Når man har installeret sine betalingskort på telefonen (eller sit ur), er det meget vanskeligt at argumentere for, at kontantbetalinger skulle være nemmere og hurtigere. Det forudsætter dog, at man kan betale med sin telefon alle steder.

Det kan man i Norden og i mange andre lande. Jeg var for nogle måneder siden i Tjekkiet og havde ikke på noget tidspunkt brug for kontanter. Selv i sporvognen tjekker man blot ind og ud med sit betalingskort.

I argumentet for kontanter kommer vi ofte ud i hjørnet med strømudfald og manglende mobildækning. Den er svær at slå, men jeg erindrer dog ikke, hvornår jeg sidst selv var udsat for fænomenerne. Selv under en rejse op langs Norges kyst fra Bergen til Kirkenes kunne alle betalinger foregå med kort. Mange steder kun med kort!

Under vores Tysklandstur skulle vi på et tidspunkt med en færge over Rhinen. Alle passagerer skulle billetteres på færgen og indenfor de 10 minutter som overfarten tog. Kortbetaling var ikke muligt, og man kunne ved selvsyn konstatere, hvor bøvlet betaling med kontanter er. Der blev vekslet og vekslet i en uendelighed. Det virkede ganske enkelt forrykt.

På markeder, caféer og restauranter blomstrer kontantøkonomien i fuldt flor. Også her er det meget vanskeligt at få øje på, hvordan det skulle være nemmere at betale med sedler og mønter.

Gebyromkostningen er reel nok, og det bør der gøres noget ved. Købers holdning kan kun skyldes, at man ikke har prøvet alternativet i det daglige.

Betalingsomkostninger

Når man trækker penge i en hæveautomat står det lysende klart, at kontanter ikke er gratis. Det koster €5-6. Hæver du €200 er det altså 3%!!

Det er givet, at hvis man får kontanter, når man sælger, så kan man bruge dem, når man køber, men sådan hænger det jo ikke sammen for den lovlydige erhvervsdrivende. Kontanterne skal optælles, afleveres i banken, der tæller dem igen og indsætter dem på kontoen. Hefter skal de genbruges i hæveautomater eller sendes retur til Nationalbanken, der står for trykning og udstedelse. Sedler slides og skal udskiftes. Mønter holder lidt længere.

Samlet set skønnes den tyske kontantøkonomi at koste omkring 12,5 milliarder Euro om året. I mine øjne er det penge ud af vinduet. Ikke alene er det besværligt. Det er også dyrt for samfundet og for den enkelte.

En regulering er nødvendig

Hvis betalingskulturen i Tyskland skal ændres, og det tror jeg de fleste økonomer vil anbefale, så skal der lovgivning og samarbejde til. Det skal gøres lovpligtigt at modtage digital betaling med kort eller lignede (PayPal eller Mobilapps), men samtidigt skal transaktionsomkostningerne for de erhvervsdrivende også være rimelige.

I Norden og andre steder, hvor digitale betalinger dominerer, har teknologien tilpasset sig. Der tilbydes nu betalingsløsninger, der passer til meget små transaktionsmængder og -størrelser. Jeg har selv en sådan løsning, hvor jeg kan modtage kort- eller mobilbetaling for mine bøger, når jeg holder foredrag eller deltager i events. Hvis ikke man har skattesnyd som sit primære motiv, så er digitale betalinger altså langt at foretrække.

Sådan vil det også gå i Tyskland, og så må de erhversdrivende acceptere, at det bliver lidt sværere at snyde. Og det er vel egentlig ikke så skidt endda?

Der er naturligvis en del af befolkningen, som ikke kan finde ud af at betale med et kort eller sin telefon. Derfor bør det stadig være de erhvervsdrivende pålagt at modtage kontanter. I hvert fald i en overgangsperiode, indtil betalingsformen er så marginal, at den ikke længere giver mening at fastholde.

Håb forude

Da vi passerede München, observerede vi på hovedbanegården en kiosk, der udelukkende modtager betalinger via kort. Og en af mine yndlingrestauranter i nabolaget er også gået over til alene at acceptere digitale betalinger.

Her gjorde vi selvsagt vores indkøb til togturen.

Måske er der alligevel håb forude?


Det skønnes at skattesnyd i Tyskland andrager omkring 60 milliarder Euro om året.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.  Læs mere