Er prisen for indsatsen mod Coronaen for høj?


At bruge 300 milliarder, når samfundsøkonomien går i stå, giver god mening. At gøre det samme, når det buldrer derudaf, giver ikke god mening.


COVID-19 er i blandt os og vil kræve menneskeliv.

I teorien er der to strategier, man i den sammenhæng kan vælge at følge.

  1. Den røde strategi: Gøre ingenting og acceptere at der dør nogle flere. Samfundet kører videre, produktionen fortsætter og folk arbejder, som de plejer. For langt de fleste af os er det business as usual, og Folketinget behøver ikke at finde på hjælpepakker, der koster kassen.
  2. Den blå strategi: Gribe kraftigt ind for at begrænse smitten. Samfundet går delvis i stå og mange mister deres job, mens andre mister grundlaget for deres virksomhed. Folketinget må i al hast etablere hjælpepakker, der holder hånden under lønmodtagere og virksomheder. Vi taler om trecifrede milliardbeløb. I tillæg bliver uvisheden om fremtiden stor.

Den røde strategi

Hvis vi ikke gør noget (den røde kurve) vil Coronaen smitte så mange, at sundhedssystemets kapacitet overskrides, og der vil ikke alene dø mange på grund af denne sygdom, men også mange andre, der fejler noget helt andet, men ikke kan behandles på grund af manglende kapacitet. I det røde scenarie kunne samfundet i teorien køre videre, mens man overlod det til læger og sygeplejersker at arbejde til de segnede eller selv blev smittet, samtidigt med at de fra time til time skulle afgøre hvem, der skulle leve eller dø.

Med indgriben vil mellem i størrelsesordenen 1.680 og 5.600 danskere ifølge Sundhedsstyrelsen dø som følge af coronaen. Uden indgriben væsentlig flere. Hvor mange ved vi ikke.

Den blå strategi

I Danmark har regeringen med støtte fra alle partier i Folketinget valgt den blå strategi. En beslutning, der på trods af de meget store omkostninger den medfører, indtil videre tilsyneladende nyder bred opbakning i befolkningen.

I den forløbne uge har et enigt Folketing så vedtaget en række støttepakker, der skal hjælpe flest mulige til fortsat at kunne betale deres regninger og holde deres forretninger og tilværelse kørende. “Regningen” kan godt løbe op i nogle hundrede milliarder kroner, og fredag den 20. marts bragte Berlingske Tidende en artikel, hvor forfatteren stiller spørgsmål ved, om det nu også er en fornuftig måde at bruge pengene på.

Efter en del regnegymnastik når forfatteren frem, at den røde strategi ville koste 100 normalliv (de fleste, der dør er COVID-19 er gamle og svagelige og får derfor kun deres liv forlænget med få år eller måneder). At bruge for eksempel 300 milliarder på at redde 100 normalliv giver 3 milliarder per styk eller det samme, som det koster at bygge et stort sygehus. Kunne vi ikke redde mange flere ved at bruge pengene andeledes?

Nationaløkonomi og realpolitik

Den type regnestykker hviler på en forestilling om, at der ligger 300 milliarder i en kasse, og at vi kan frit vælge, hvornår og hvad vi vil bruge dem til. Men virksomheds- og husholdningsøkonomi er ikke det samme som nationaløkonomi.

Hvis vi undlod at gribe ind (og forudsatte at samfundsøkonomien ville holde kadencen), ville vi ikke have 300 milliarder, som vi kunne investere i sundhedsystemet eller andre offentlige tiltag. Der ville ikke kunne samles et politisk flertal for at lave en så stor udvidelse af de offentlige budgetter. I en situation med fuld damp på samfundsøkonomien ville ingen økonomer anbefale en så massiv optrapning af det offentlige forbrug med efterfølgende optagelse af statslån eller stigning i skatterne.

Når økonomien udsættes for et chock, som Corona-indgrebene udgør, er der derimod bred politisk opbakning til at holde hånden under virksomheder og husholdninger, så de værste konsekvenser af opbremsningen i de økonomiske aktiviteter afbødes. De tiltag kan godt koste op mod 300 milliarder, der jo skal hentes et sted og senere lægges tilbage igen, men det er der politisk vilje til, fordi det skal modvirke en komplet nedfrysning af økonomien.

At bruge 300 milliarder, når samfundsøkonomien går i stå, giver god mening. At gøre det samme, når den buldrer derudaf, gør ikke.

En mindre reallokering kan finde sted, når vi drøfter den årlige finanslov og de øvrige offentlige budgetter for kommuner og regioner. Her kan vi godt flytte nogle få milliarder fra for eksempel erhvervstøtte til sundhedsvæsenet. Vi kan også sætte skatterne op og øge det offentlige forbrug på bekostning af det private. Men det kræver et politisk flertal og her bliver det betydeligt sværere at nå til enighed.

Lad seddelpressen køre

Hvor kommer de 300 milliarder fra? De var der ikke for få uger siden, og nu er de der pludselig.

Det er et af de punkter, hvor nationaløkonomi og virksomhedsøkonomi adskiller sig meget fra hinanden.

I nationalbankens kælder havde de i gamle dage en seddelpresse (i dag trykkes sedlerne i Frankrig). Her kunne der trykkes penge og prisen ved at fremstille en hundredkroneseddel var langt lavere, end hvad man kunne købe for den ude i samfundet. Sådan er det fortsat, selvom penge nu langt overvejende er nogle tal på en computer. Det offentlige kan “trykke” penge, og i en situation, hvor samfundsøkonomien kører langt under sin kapacitetsgrænse, giver det rigtig god mening at gøre det.

Staten kan også vælge at optage et lån (udstede statsobligationer) og med den soliditet vores økonomi havde ved indgangen til Coronakrisen, vil der være långivere nok. Staten opsuger passiv likviditet og pumper det ud til befolkningen, der kan fortsætte med betale deres regninger opretholde deres forbrug. Når krisen er overstået betales lånet løbende tilbage.

Men går det så ikke ud over rådighedsrammen, når lånet skal tilbagebetales?

Jo, men det ændrer ikke ved udgangsproblematikken. Når det går godt, kan vi ikke lade seddelpressen køre og optage lån, men når det går skidt, kan vi godt.

Sjovt nok vil den blå strategi øge sandsyndligheden for, at der kan bygges nye sygehuse. Går bygge- og anlægsbranchen i knæ efter Corona-krisen, vil der være politisk velvilje til igangsætte offentlige projekter, herunder hospitalsbyggeri. Hvis den røde strategi kunne holde samfundsøkonomien i gang, ville der ikke være den samme velvilje.

Kynisme eller rationel ingeniørlogik

Artiklens forfatter understreger, at han ikke er kynisk. Det handler alene om valget mellem smør og kanoner (jo mere smør til folket desto færre kanoner til militæret).

Når det røde scenarie er uacceptabelt for langt de fleste, så skyldes det en uvilje mod at skulle opleve italienske tilstande. En uvilje mod at medborgere ikke kan få behandling, når de har behov for det. En uvilje mod at vælte hele problemet over på læger og sygeplejersker, hvor de oveni en umenneskelig arbejdsindsats også skal være dommere over liv og død. Argumentet om, at denne type domme traf de jo også før COVID-19, skyder helt ved siden af. Der er fundamental forskel på i ny og næ at skulle afveje indsats mod resultat, og så skulle gøre det flere gange om dagen med døden til følge.

iStock Foto

Uviljen skyldes også, at der er en stor risiko for, at det røde scenarie alligevel fører til en nedsmeltning af økonomien. De lande, vi handler mest med, griber ind, og det påvirker dansk økonomi. Mange ville, når de døde blev kørt ud af de store byer i militærets lastbiler melde sig syge og gå i selvvalgt isolation. Det røde scenarie ville føre til stor utryghed og en voldsomt ophedet offentlig debat, som ingen politikere har lyst til at tage. Mange virksomheder vil ikke kunne forsvare at køre videre, som intet var hændt og ville frivilligt lukke ned. Eller de ville miste kunder og måtte lukke ned.

Succesens udfordring

Jeg bakker op om den blå strategi og håber, at den bliver så succesfuld, at vi undgår det massive pres på sundhedsvæsenet og får så få dødsfald som muligt. Gør vi det, og for eksempel kun udnytter halvdelen af den kapacitet, der er aktiveret, vil regeringen blive kritisere for at at have grebet for kraftigt ind. Hvis katastrofen udebliver vil indgrebene blive vurderet til at have været alt for voldsomme.

Det bedste udfald for regeringen og Folketinget, der har bakket op om politikken, er faktisk hvis vi lige strejfer kapacitetsgrænsen. Er det ikke besynderligt, at vi vil have så svært ved at fejre en succes?

Lad mig slutte med en lille video. Den er på tysk men forklarer så fortrinligt, hvorfor de indgreb, regeringer over hele verden nu tyer til, er påkrævede og ikke kommer et øjeblik for tidligt.

Vil du vide endnu mere om overvejelserne bag de strategivalg, som vores politikere står overfor, så kan du læse denne artikel.