Godt Nytår


Dronningen og Statsministreren (der begge netop har holdt deres Nytårstaler) bliver betalt (af os) for at varetage vore nationale interesser.


Jeg ønsker alle mine læsere et rigtig godt Nytår. Må 2012 bringe lykke, sundhed, fremgang og mange gode stunder til dig og dem, du holder og tager dig af.

Denne blog havde ca. 7.500 besøgende i 2011. Det er en stigning på 35% i forhold til året før. 7.500 besøgende til en blog, der ikke havde mere end 11 artikler, er faktisk imponerende. Det er min hensigt (Nytårsforsæt!!) at øge frekvensen af artikler på denne blog til 2 om måneden.

Billedet er fra Starigrad Paklenica i Kroatien og viser udsigten fra terrassen i den lejlighed, vi lejede i sommeren 2011.  Mere herom sidst i denne artikel.

Hvem henvender denne blog sig til?

Denne blog henvender sig til danskere, som interesserer sig for praktisk og kommerciel internationalisering. “Praktisk internationalisering” betyder at etablere og drive erhvervsaktivitet på globalt plan. Bloggen beskæftiger sig med, hvordan vi bedst muligt stimulerer den internationale vækst for danske virksomheder. Den afledte effekt skulle gerne blive et rigere og mere velhavende Danmark.

Hvis internationalisering har din interesse, kan du måske også have fornøjelse af at besøge mine to andre blogs HPBECH.COM og TBKCONSULT.COM.

Hvad skriver denne blog om?

Tillad mig at give en lidt længere redegørelse inden jeg svarer på spørgsmålet.

Da jeg bor og lever i Danmark, ender og beskattes omsætningen og overskuddet fra mine internationale aktiviteter også i Danmark. Men det betyder jo ikke, at jeg har en national agenda, og jeg driver ikke mine aktiviteter for “Danmarks skyld.”

Dronningen og Statsministreren (der begge netop har holdt deres Nytårstaler) bliver betalt (af os) for at varetage vore nationale interesser. Jeg bliver betalt af mine kunder for at varetage mine kunders interesser. Mine kunder er over hele verden, og de bruger ikke mange minutter på at værdsætte, at vi i Danmark har “gratis” uddannelse og et “gratis” sundhedssystem. De betaler mig for mine ydelserne, fordi pris/ydelsesforholdet er attraktivt.

Det er denne forskel i de grundliggende interesser og hensyn, der ofte skaber en konflikt mellem det politiske niveau og erhvervlivet. Erhverslivet indgår i globale værdikæder og er tvunget til konstant at optimere sine pris/ydelseshold for at forblive konkurrencedygtige. Det politiske system skal alene vælges og gen-vælges af danskere. Den overvejende majoritet af politikere og vælgere er ikke direkte udsat for det international konkurrencepres, som i sidste ende bestemmer om der er arbejdspladser nok til alle danskere, som kan og vil arbejde og hermed sikre det beskatningsgrundlag, der kan holde “systemet” flydende.

At drive virksomhed fra (og at bo og leve i) Danmark har mange fordele og de skattefinansierede “gratis” ydelser er bestemt en væsentlig del af pakken.

Men prisen, vi betaler for at holde hele systemet af “gratis” ydelser, offentlig forvaltning og overførselsindkomster kørende, er også verdens højeste. Vi skal derfor hele tiden optimere på systemet. Pris/ydelses-forholdet skal også her være verdens bedste.

Det er denne konflikt og specielt behovet for at holde pris/ydelses-forholdet på det skattefinansierede system top tunet, der danner baggrund for skriverierne på denne blog.

Bloggens politiske grundprincipper

Det er min grundholdning, at erhvervslivet klarer sig bedst, når virksomhederne bliver tvunget til at forholde sig til konkurrencevilkårerne på det nationale såvel som de internationale markeder. Det er ligeledes min holdning, at så meget produktion som muligt skal varetages af private konkurrenceudsatte virksomheder.

Skattefinansierede produktioner og andre monopoler har en indbygget tendens til at blive ineffektive.  Hvis det ikke var tilfældet ville Sovjetunionen i dag være verdens rigeste land og den dominerende stormagt. Selv Nordkorea ville være et rigt land, hvis planøkonomiske teorier fungerede i praksis. Det skyldes ikke at offentligt ansatte er dårligere mennesker eller mindre dygtige end deres privatansatte kolleger. Det skyldes blot at virksomheder, der ikke er udsat for konkurrence, tillægger sig nogle uhensigtsmæssige vaner, varetager interesser og påtager sig omkostninger, der ikke skaber værdi for kunderne eller brugerne. Det gælder uanset om et monopol er offenligt eller privat. Uhensigtsmæssig adfærd er i særdeleshed en stor risiko i monopolvirksomheder, der ikke skal kræve betaling for sine ydelser.

Bloggens forfatter er meget kritisk overfor skattefinansieret erhvervsstøtte. De rundt regnet DKK 20 milliarder, der årligt gives i direkte og indirekte erhvervsstøtte skal i det store hele afvikles over en årrække. De er direkte skadelige for dansk erhvervslivs udvikling og internationale konkurrenceevne.

Hvem læser denne blog?

Det ved jeg faktisk ikke.  Og jeg spørger heller ikke.

For at kunne følge med i trafikken til bloggen benytter jeg de gængse webstat værktøjer som Google Analytics, JetPack samt det værktøj, som mit web hotel tilbyder.

Hermed nogle informationer om læserne:

De fleste læsere kommer fra Danmark, men det kan vel næppe overraske, når bloggen er på dansk. 31,4% af de besøgende læser min blog via Internet Explorer, 31,4% benytter Safari, 16,5% Firefox og 13,2% Chrome. 52% af læserne benytter Microsoft Windows, 24% har en MAC,  8,6% en iPad, 6,5% en iPhone og resten er Linux og Android.

Det er faktisk overraskende at hele 39,1% af mine læsere har et Apple produkt!

Fra bloggerens egen verden

Bloggere har stor frihed. Du kan som læser ikke se, om jeg har skrevet denne artikel (“post” som det hedder) fra mit kontor i Klampenborg, mit hjemmekontor i Hillerød eller fra en ferielejlighed i Kroatien.

Denne frihed til at “arbejde” når som helst og hvor som helst følges af en frihed til at holde “fri” hvor som helst og når som helst. For mange udgør dette fænomen en konstant stressfaktor. Her har jeg et godt råd: Sørge for at alle dine “computer” apparater har en on/off knap. Tryk “off” hvis du ikke vil forstyrres.

Nu trykker jeg “off” og cykler mig en tur.

Jeg ønsker dig et rigtig godt Nytår, og tak fordi du lagde vejen forbi og brugte din dyrebare tid på at læse mine ord.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.  Læs mere