A Promised Land


Det er ikke hverdagskost, når man er ked af at en bog på 768 sider nærmer sig sin afslutning. Heldigvis kan man se frem til at læse bind 2.


A Promised Land er Barack Obamas fortælling om sin vej til jobbet som USAs 44. præsident og tiden frem til maj 2011.

Den sidste begivenhed, som bogen har med, er opgøret med Osama bin Laden, en mission som Barack Obama prioriterede meget højt.

Det var lykkedes den amerikanske efterretningstjeneste at få lokaliseret, hvad man havde en stærk formodning om var selveste bin Laden. US Navy Seals gennemførte et lynangreb på et hus i byen Abbottabad i Pakistan, fandt bin Laden, skød ham og tog liget med retur til deres base for endelig verifikation.

Photo: Pete Souza/White House

Det var ham.

Når jeg fremhæver den begivenhed, skyldes det den åbenbare udfordring med at beskrive og retfærdiggøre en likvidering uden rettergang i et andet land, også når det drejer sig om en skruppelløs terrorist som Osama bin Laden. Det slipper Barack Obama imidlertid godt fra. Han skøjter ikke henover de moralske og etiske dilemmaer, som en stor del af USAs inden- og udenrigspolitik er præget af, og det er forfriskende at opleve, hvor bevidst og realistisk han erkender, udtrykker og forholder sig til dem.

Kontrastens styrke

Læsningen af A Promised Land kan ikke undgå at foregå i lyset af den 45. præsident og de fire år, hvor han har optrådt på Twitter og i Det Hvide Hus. Specielt de seneste måneders helt surrealistiske cirkus, hvor millioner af amerikanere og store dele (de største dele!) af GOP – det republikanske parti – har udvist en adfærd, der tyder på at de antidemokratiske kræfter i verdens mægtigste nation er meget stærke.

I det lys er Barak Obamas bog en velkommen påmindelse om, at der findes amerikanske politikere som tænker meget anderledes. Som ikke er domineret af deres eget ego, som tænker på andre end sig selv, har en vision for en bedre tilværelse for de mange millioner der ikke sidder på flæsket og som erkender USAs rolle, ansvar og forpligtelser i det internationale samfund.

Socialdemokraten

Set med de store briller er Barack Obama socialdemokrat med en vision om at gøre tilværelsen bedre for de fleste amerikanere via højere skatter, en udvidelse af den offentlige service og en strammere regulering af erhvervslivet. Hans politiske mission indeholder således først og fremmest oprettelsen af solidariske programmer indenfor uddannelse, sundhed og social sikring, i stil med dem som vi i Norden og det meste af Europa har nydt godt af siden 2. Verdenskrig.

Hvor man i Europa kan synes at den socialdemokratiske vision har sejret ad helvede til, og at størrelsen på den offentlige sektor er kammet over, så er der bred enighed om at socialdemokrater er regeringsduelige, og at de i mere end hundrede år har bidraget konstruktivt og betydeligt til den velstand og velfærd som brede dele af befolkningen nyder godt af.

Vi har erfaret at socialdemokrater ikke er socialister (hvis grundelement indebærer afskaffelse af den private ejendomsret), men nærmere er socialliberale. Til at fremføre egentlige socialistiske ambitioner har vi partier der ligger til venstre for socialdemokraterne. Når det kommer til stykket er det endda tvivlsomt om de i virkeligheden tør genafprøve samfundsmodeller med kollektiv ejendomsret. Til højre for socialdemokraterne har vi partier der gerne så den offentlige sektor reduceret, men langt fra ytrer ambitioner om en gennemgribende privatisering.

Sådan er det ikke i USA.

Mange der opfatter et ønske om højere skatter til at finansiere fælles offentlig service som socialistisk kætteri.

Derfor ville Barack Obama næppe have kunne vinde præsidentvalget i slutningen af 2008, hvis ikke det havde været på et bagtæppe af det vi i dag husker som finanskrisen, og som havde demonstreret solide systemiske problemer med den kapitalistiske markedsøkonomi – ikke mindst med udspring i USA.

Netop det forhold beskriver bogen grundigt og bidrager til forståelsen af hvordan stærke kapitalkræfter kan finansiere lobby- og medievirksomhed, der opretholder myten om at enhver er sin egen lykkes smed og de, der ikke får en uddannelse, et godt job og en god løn, ligger som de har redt.

De to store paradokser

Jeg har rejst og arbejdet meget i USA og har familie og venner spredt over hele kontinentet. Det er dejlige mennesker og et smukt og varieret land. Der er dog to forhold, der altid har undret mig.

Det ene er USAs udenrigspolitik og det andet er deres manglende appetit på solidariske løsninger.

USA er et frihedselskende demokrati der har haft en særlig forkærlighed for at alliere sig med autokratiske diktatorer som var eksperter i at undertrykke deres egne befolkninger, berige sig selv og klamre sig til magten ved udemokratiske metoder. Hvordan kunne USA forsvare at hjælpe despoter med at komme til magten i og fastholde regimer, som de ikke selv ville acceptere i deres eget land?

Det er svært at finde et politisk parti i Europa der ikke går ind for et offentligt finansieret sundhedsvæsen, et offentligt finansieret uddannelsessystem og et mere eller mindre fintmasket socialt sikkerhedsnet. Specielt i Norden vil kun et meget lille mindretal stille spørgsmål ved den type indretning af samfundet. Ikke kun af altruistiske grunde, men også fordi det giver mere ro og mindre kriminalitet, skaber et bedre fundament for privat foretagsomhed, ligesom det tager de værste toppe af markedets unoder.

USA, der er et af verdens rigeste og mest ressourcestærke lande har millioner af medborgere, der lever i økonomisk armod, som de og deres børn har de største vanskeligheder med at komme ud af. Hvordan kan man acceptere et politisk system der er så dårligt til at sørge for sine egne borgere? Som nok kan finde ud af at skabe rigdom, men som ikke kan finde ud af at sprede den.

Netop de store paradokser behandles grundigt i Barack Obamas selvbiografi. Når den er så omfattende, skyldes det at han tager sig tid til at forklare baggrunden for sine politiske initiativer, de historiske forspil, modstandernes positioner og bevæggrunde samt de ideologiske og pengemæssige kræfter, der forsøger at fastholde status quo eller det der er værre.

Hans beskrivelse af baggrunden og vanskeligheder omkring formuleringen og vedtagelsen af The Affordable Care Act (Obamacare) er interessant og forklarer, hvorfor selv demokraterne havde vanskeligt ved at støtte, hvad der kaldtes The Public Option, som kunne være forstadiet til et offentligt sundhedsvæsen. Den historiske udviking i USA har gjort den option tæt på umulig også selv om det betyder, at amerikanerne skal betale langt mere for deres sundhedsvæsen, end hvad vi gør i Europa og i Canada.

Hvad vi ikke beundrer amerikanerne for

I Europa har vi meget at takke amerikanerne for og vores appetit på amerikansk kultur (i bred forstand) har i min livstid været stor. Vi hører og spiller amerikansk musik, ser amerikanske film, er storforbrugere af amerikansk teknologi og ser med misundelige øjne på deres evne til at skabe hurtigtvoksende virksomheder.

Sjovt nok har vi imidlertid ikke ladet os inspirere af amerikanernes politiske systemer. Jeg mindes ikke at en europæisk politiker har foreslået, at vi bør bevæbne befolkningen på samme måde, som er situationen i USA. Her er der ingen, der slår til lyd for gennemgribende privatiseringer af uddannelses-, social- og sundhedsvæsen, så det mere ligner det amerikanske.

Jobbet som USAs præsident

USAs præsident beskrives ofte som verdens mest magtfulde person. Når man har læst A Promised Land kan man godt være i tvivl om, hvad der egentlig ligger i det udsagn.

Bogen beskriver glimrende de mange formelle og trivielle forpligtelser som jobbet indebærer, og hvordan de skal passes samtidigt med at presserende og kritiske udefrakommende problemer, der påvirker mange millioner mennesker, kræver hurtige løsninger der er grundigt gennemtænkt. Alt imens præsidenten skal finde plads til at fremme sin egen politiske dagsorden og få gennemført reformer, der kan finde politisk flertal i kongressen (senatet og repæsentanternes hus). Det hele foregår mens offentligheden via medierne kan følge med i, hvad der foregår.

Vi har oplevet meget forskellige amerikanske præsidenter, der har haft vidt forskellige mål med at søge jobbet som chef for verdens mest ressourcefulde nation. Barack Obama beskriver troværdigt at hans ambition var drevet af en socialdemokratisk vision, der skulle gøre tilværelsen bedre for de fleste amerikanere.

Han var også meget bevidst om de risici som jobbet indebar for hans familie og ham selv. Ikke kun de sikkerhedsmæssige, men også effekten af aldrig at have fri, at have en tjener på hver finger, at være isoleret fra omverdenen, at være mål for uberettiget og hadefuld kritik og genstand for tilbedelsesagtig beundring. Specielt var han og hans hustru, Michelle, opmærksomme på hvordan det ville kunne påvirke deres to små piger Malia og Sasha.

Familien Obama fik indrettet sig og synes at være kommet helskindet igennem de to præsidentperioder. Med stort humoristisk overskud forklarer Barack Obama løbende de mange fordele, der trods alt er forbundet med at “bo ovenpå forretningen” og ikke skulle tænke på indkøb, madlavning, tøjvask og rengøring.

Underholdende historieskrivning

Bogen beskriver egentlig ikke noget, man som nogenlunde velorienteret avislæser ikke har hørt om før, men den lukker læseren med ned i det politiske maskinrum og lægger lag af relevante detaljer og baggrundsinformation ovenpå. Det er en uddybning af samtidshistoriske begivenheder, hvis udfald har haft betydning for millioner af amerikanere men også for milliarder af mennesker verden over.

Barack Obama var (og er fortsat) en fremragende taler, men efter læsningen af A Promised Land må jeg også give ham topkarakter for skriftlig disposition, stil og dramaturgi. Det er en meget velskrevet bog og for en nogenlunde engelskkyndig, kan den sagtens læses på originalsproget.

Hvis du har læst andre af mine boganmeldelser, ved du at jeg har en svaghed for bøger, der dokumenterer at virkeligheden altid overgår fantasien, når det gælder spænding, relevans og dramatik. A Promised Land understøtter min påstand og holdt mig tryllebundet i mange timer.

Det er ikke hverdagskost, når man er ked af at en bog på 768 sider nærmer sig sin afslutning. Heldigvis kan man se frem til at læse bind 2.

Titel: A Promised Land

Forfatter: Barack Obama

Antal sider: 768

Udgivelsesdato: 17. november 2020

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.  Læs mere