NewPub slår igen alle rekorder

Når Bogforum 2021 i dagene 5. til 7. november slår dørene op for de oplevelses- og læsehungrende danskere, så vil NewPub være messens absolut største udstiller.


Karsten Pers, ide- og ankermand i NewPub

Efter aflysningen af Bogforum i 2020 er der tilsyneladende opsparet energi og udlængsel blandt Danmarks frie forfattere. De 500 kvadratmeter, som NewPub oprindeligt havde reserveret hos Bella Center Copenhagen, var udsolgt på mindre end en uge. Der er nu lagt billet ind på et endnu større areal, og en række forfattere står klar på ventelisten, hvis der kan rykkes rundt og skabes mere plads i hallen.

“En naturlig forklaring på den øgede efterspørgsel skal nok også søges i væksten i NewPubs medlemsskare, fortæller Karsten Pers, ide- og ankermand bag NewPub. “Der kommer hver måned nye medlemmer til og vores fælles optræden på Bogforum er en oplagt platform for kontakt til både læserne og kollegerne.”

Når messen åbner vil 55 forfattere og bogfolk bemande den nu 600 kvm store stand, der gør NewPub til den suverænt største udstiller.

Oplevelser frem for bogsalg

Med de meget positive erfaringer fra Bogforum 2019 lægger NewPub i år endnu mere vægt på aktiviteter og oplevelser for de besøgende.

“Vi har i år to scener samt et område dedikeret til bogreceptioner på vores stand,” forklarer Karsten Pers. “På NewPubs store Orange Scene præsenterer og diskuterer vi de mange aktuelle og eviggyldige emner, som de frie forfattere skriver om. Scenen er rettet mod det læsende publikum og vil tilbyde et overflødighedshorn af foredrag og debatter.”

Fra NewPubs stand på Bogforum 2019

Den mindre Skriv & Udgiv Scene er, som navnet antyder, dedikeret til præsentationer og diskussioner, rettet mod branchens egne folk og specielt mod nuværende og kommende forfattere.

På området dedikeret til bogreceptioner, kan forfattere booke plads og bestille et full service arrangement med snacks og drikkevarer.

“Hvis du gerne vil have nogle potentielle læsere med til din bogreception, så er Bogforum et oplagt sted at afholde den,” understreger Karsten Pers. “Nok er konkurrencen om opmærksomheden stor, men du finder næppe nogen anden begivenhed i Danmark, hvor så mange bognørder er samlet på et sted på samme tid.”

På de tidligere Bogforum udstillinger havde Newpub en boghandel, hvor de besøgende kunne se og købe alle de udstillede bøger. Den er i år droppet til fordel for flere oplevelser og mere uforpligtende aktiviteter.

Publikum skal selvfølgelig købe bøger på Bogforum, signerede eksemplarer og gode tilbud, men det centrale er ikke bogsalget. De fleste af bøgerne kan købes hos boghandlerne og på webportalerne. Det unikke hos NewPub er at publikum og forfattere kan møde hinanden og samtale. Hos os er det ikke sælgere man møder, men de som skriver og udgiver bøgerne, fortæller Karsten Pers. Det er kontakten mellem læserne og forfatterne samt forfatterne imellem, der er i højsædet. At det kommercielle træder til side for det kunstneriske og indholdsmæssige passer godt med Newpubs DNA, der netop skal rumme det nye, det skæve, det specielle og det interessebetonede.

Skriv & Udgiv Årbogen 2022

Som et nyt initiativ og for at markere 10-års jubilæet udgiver NewPub i år sin første udgave af Skriv & Udgiv Årbogen.

Bogen skal en gang om året (deraf navnet!) give et opdateret indblik i den nye bogbranche – særligt med fokus på de danske forhold og spillere. Den skal give en aktuel beskrivelse af alle trin i en moderne bogproduktion. Fra manus over tekstbearbejdning, grafisk tilrettelæggelse og produktion til markedsføring og salg.

Årbogen vil tilsvarende være en guide i de mange formater bøger i dag kan have (tryk, digital og audio), de nye måder bøger anmeldes og anbefales på gennem blogs og sociale medier og mulighederne for internationalt salg via Amazon og andre platforme. 

Målgruppen for årbogen er dels de mange som skriver, og kan bruge hjælp til de enkelte led i processen både i relation til fiktion og non-fiktion, dels – og ikke mindst – alle de som ønsker, overvejer eller skal have øjnene åbnet for at tage selvstændigt hånd om produktion, udgivelse og markedsføring.

Eksperter fra alle hjørner af bogprocessen vil bidrage med introduktioner og guides, forfattere vil dele deres succeshistorier med bøger, de har produceret uden hjælp fra store forlag, og med fremragende bøger som aldrig var udkommet, hvis det kun var de store forlags forretningsmodeller der afgjorde hvad læserne skulle tilbydes.

Trykning af bogen sponseres af Bulls Graphics. Virksomheder, der har de frie forfattere og mikroforlagene som målgrupper, vil kunne indrykke annoncer. Som noget nyt vil årbogen tilbyde alle, der servicerer de mange led i skrive- og udgivelsesprocessen, at blive listet med navn og hjemmesideadresse under de kategorier indenfor hvilke de arbejder. En tilsvarende liste – også med link til de pågældende hjemmesider – vil blive bragt på newpub.dk.

Klik her for at hente annoncørinformation.

Bulls Graphics er igen sponsor

James Eliasson, koncerndirektør for Bulls Graphics

Bulls Graphics har igen i år valgt at optræde sammen med NewPub på BogForum.

”Vores målgruppe er selvudgivere samt nano- og mikroforlag, der udgiver fra en til tyve bøger om året”, fortæller James Eliasson, koncerndirektør for Bulls Graphics. ”Netop denne gruppe er overalt i Norden i kraftig vækst og har brug for en samarbejdspartner, der kan rådgive og hjælpe med forberedelse og trykning i høj kvalitet til konkurrencedygtige priser.”

Bulls Graphics har specialiseret sig i de lidt mere krævende udgivelser, hvor fagkundskab på prepress, trykke- og indbindingsområdet skal hjælpe kunderne med at opnå de bedste resultater. Virksomheden har egne medarbejdere til prepress og projektledelse samt faste samarbejdsaftaler med trykkerier i Norden og i Østeuropa. På den måde kan de også følge med i den priskonkurrence, som markedet blandt andet via den teknologiske udvikling er udsat for.

”Vores målgruppe har ikke udgivelser nok til hver især at være interessante for de store trykkerier,” understreger James Eliasson. ”Derfor henvises de til selvbetjeningsløsninger, der nok virker fint for den simple produktion, men ikke for den lidt mere krævende. Vi går den modsatte vej og holder fast i den personlige betjening. Samtidigt gør vores samlede volumen os til en relevant samarbejdspartner og via vores relationer til mange trykkerier, kan vi sikre vores kunder gode kommercielle vilkår. Ansvaret for resultatet er altid vores, så derfor behøver kunderne ikke tænke på om printopgaven løses i Danmark, Polen eller Slovenien.”

Miljøvenlig og klimaneutral bogudgivelse kravler i alle led i bogbranchen op ad prioriteringslisten. Behovet er naturligt nok startet på børnebogsområdet, hvor forældre ikke ønsker, at deres børn skal udsættes for usunde eller direkte giftige materialer. Men også helt generelt er der et stigende ønske om at bogproduktion bliver klimaneutral.

”Også på miljøområdet har vi stor erfaring,” siger Martin Kjær Oesten, leder af det danske Bulls Graphics kontor. ”Det gælder både valg af materialer og trykketeknik, men omfatter også selve produktionsforholdene på de enkelte trykkerier. På de områder, hvor vi ikke direkte kan sikre klimaneutralitet, som for eksempel på transporten, kompenserer vi via anerkendte kvoteordninger. Vi forventer at klima og miljø vil spille en stigende rolle for både udgivere og læsere i de kommende år.”

Bulls Graphics får eget udstillingsområde på NewPubs store stand, der i år huser 52 forfattere og nanoforlag. Endvidere tilbyder de at trykke udstillernes informationsmateriale. De vil også holde oplæg på NewPubs Skriv & Udgiv Scene om miljøvenlig bogproduktion og planlægning af grafisk krævende bogproduktioner.

”Vi er glade for at kunne byde Bulls Graphics velkommen hos NewPub,” siger Hans Peter Bech, forfatter og talsmand for forfatternetværket. ”Der er klare synergier mellem vores aktiviteter og alle vores godt 3.000 medlemmer ligger i deres målgruppe. Den trykte bog er fortsat danske læserers foretrukne medie, og som nanoforlag eller selvudgiver er der behov for den kombination af faglig vejledning og skarpe priser, som Bulls Graphics står for.”

Om NewPub

NewPub, der er en forkortelse af New Publishing, blev stiftet i 2011 som et kollegialt non-profit oplysningsinitiativ og er med over 3.000 medlemmer i dag Danmarks største forfatternetværk. Med over 500 m2 standareal er NewPub på blot seks år blevet Bogforums største udstillere.

En kommentar til “NewPub slår igen alle rekorder

  1. Pingback: Vejen til læserne i det 21. århundrede asfalteres mens vi kører

Skriv et svar

Dette site bruger Akismet til at reducere spam.