5,460 Miles from Silicon Valley

“5,460 Miles from Silicon Valley” er blevet den engelske titel på erhvervsbiografien “Fra Damgaard til Microsoft.”

Da jeg besluttede at skrive bogen “Fra Damgaard til Microsoft” på dansk først, besluttede jeg samtidigt, at den umiddelbart efter skulle oversættes til og udgives på Engelsk.

Hvis du ikke har læst bogen endnu, kommer her et kort resumé:

Bogen handler om, hvordan to unge knægte på henholdsvis 21 og 23 år fra Gladsaxe i 1984 startede en virksomhed. De fik en flyvende start, og der var plus på bundlinjen efter kun få uger på markedet. Efter 8 år havde de 100 ansatte og omsatte for over 100 millioner, men nu var Danmark blevet for lille til at mætte virksomhedens vækstappetit. De indledte derfor et samarbejde med IBM, der via sin tilstedeværelse overalt på kloden skulle stå for den internationale afsætning. Men det gik slet ikke som forventet, og den lille danske virksomhed måtte se sig overhalet af sin største konkurrent. Efter i efteråret 1999 at have vundet danmarksmesterskabet i børsnotering med en valuering på over 3 milliarder, udsendte virksomheden 7 uger senere en nedjustering, der kastede deres aktier ud i et frit fald. Aktiekurserne rettede sig hurtigt igen, men tiderne efter år 2000 var vanskelige, og løsningen på udfordringerne blev en fusion med konkurrenten, der nu var næsten dobbelt så stor. Kun knap to år efter fusionen købte Microsoft hele butikken for 11 milliarder kroner.

I Danmark ved de fleste, at de to unge knægte er Preben Damgaard og Erik Damgaard, og at historien handler om Damgaard Data og Navision Software. Bogen tager sit udgangspunkt i Damgaard Data, og derfor blev bogens danske titel “Fra Damgaard til Microsoft.”

Nød lærer iværksættere nye tricks

Når bogen skal oversættes til engelsk skyldes det først og fremmest, at historierne om Damgaard Data og Navision Software er fantastiske eksempler på, hvordan det er muligt at starte, vækste og drive internationale succesvirksomheder i et af verdens mindste markeder, der ikke har engelsk som sit hovedsprog (det er Danmark, jeg her taler om). Damgaard Data og Navision Softwares første produkter var alene udviklet til det danske marked. Deres vækst på hjemmemarkedet dannede det finansielle grundlag for udviklingen af nye produkter, der kunne internationaliseres og for de aktiviteter, der skulle iværksættes for at komme ind på nye markeder.

Men ingen af de to virksomheder var på tidspunktet for starten på deres internationalisering så finansielt velpolstrede, at de kunne anvende bulldozermetoden og bare oprette egne datterselskaber på stribe. Der måtte andre og mere opfindsomme metoder til, hvilket bogen giver detaljerede beskrivelser af.

5,460 Miles from Silicon Valley

Bogens engelske title er blevet “5,460 Miles from Silicon Valley – The In-depth Case Study of What Became Microsoft’s First Billion Dollar Acquisition Outside the USA“.

Den udkommer 1. juni 2018 og vil blive distributeret via Amazon i USA, Canada, Mexico, Brasilien, Italien, Spanien, Frankrig, Tyskland, Holland, Indien, Japan og Australien samt via IngramSpark til boghandlere i i hele verden.

Det er mit ønske, at bogen kan medvirke til at inspirere unge iværksættere verden over til at sigte højt og gerne meget højt. Selvom skaleringen af startups i dag både kan og skal gøres meget hurtigere, end da Damgaard Data og Navision Software kæmpede med opgaven, så kan det godt betale sig at udvise lidt tålmodighed og lade sig inspirere af den måde hvorpå Erik Damgaard, Preben Damgaard, Jesper Balser, Torben Wind og Peter Bang samt alle deres dygtige medarbejdere greb opgaven an. Deres vej fra den spæde start i 1984 til millarderne landede på bankbogen i 2002 var fuld af modgang, overraskelser og udfordringer. Selvtillid, stædighed, ambitioner og snilde gjorde forskellen og sikrede succesen.

Promotion video

Her er en kort video, hvor jeg introducerer den engelske udgave af bogen.

SaveSave

SaveSave

SaveSave

Print Friendly, PDF & Email

About Hans Peter Bech

Hans Peter Bech er forfatter, økonom og erhvervsrådgiver. Han er en flittig blogger og er desuden forfatter til flere bøger, artikler, videoer og podcasts om international forretningsudvikling i software-industrien. Hans Peter afholder tillige workshops international forretningsudvikling i The TBK Academy®.
This entry was posted in Boganmeldelser, Fra Damgaard til Microsoft, Globalisering, Strategi and tagged , , , . Bookmark the permalink.